Nepal vil have tilskud frem for lån efter dødelig oversvømmelse
Svaret på en klimadrevet katastrofe kan ikke være "endnu et gigantisk lån", siger Nepals premierminister.
Nepals premierminister, Balendra Shah, har torsdag under FN's Generalforsamling opfordret til, at der gives international støtte i form af tilskud for at hjælpe landet efter voldsomme oversvømmelser.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nepal blev 26. august ramt af voldsomme oversvømmelser meget pludseligt. De ramte i grænseområdet mellem Nepal og Tibet, og mindst 1450 personer har mistet livet.
Fra Shah lød det torsdag i New York i USA, at Nepals behov for genopretning og genopbygning efter oversvømmelsen anslås til omkring 10 procent af landets bruttonationalprodukt.
Han argumenterede for, at sårbare lande ikke bør tvinges til at optage yderligere gæld til genopbygning efter katastrofale klimahændelser.
- Når en klimadrevet katastrofe ødelægger infrastrukturen i et fattigt land, kan svaret ikke bare være endnu et gigantisk lån eller et kludetæppe af små tilskud, sagde Shah.
- Vi har brug for tilstrækkelig tilskudsbaseret støtte fra verden.
Han opfordrede samtidig til et tættere samarbejde mellem Nepal, Indien og Kina om klimarobusthed.
Premierministeren efterlyste i den forbindelse en hurtig etablering af en mekanisme i Himalaya til at dele satellitdata, overvåge gletsjersøer, styrke systemer til tidlig varsling og koordinere katastrofeberedskab på tværs af grænser.
Den nepalesiske leder beskrev torsdag oversvømmelsen som en advarsel om de voksende risici af klimaforandringer.
Oversvømmelserne rev veje, broer, skoler og hjem med sig. Flere uger senere var eftersøgnings- og oprydningsarbejdet stadig i gang, og mere end 6000 mennesker er fortsat savnet i området.
Fra Shah lød det i New York, at mange af dem måske aldrig vil blive fundet.
Verdensbanken har afsat op til 170 millioner dollar i nødfinansiering for at støtte Nepal i genopretningsarbejdet, skriver Reuters.
RITZAU
