Nekrolog: Manden bag kvinden med det lilla hår

22. APR 2023 • 15:32UDLAND

Den australske komiker Barry Humphries, der stod bag figuren Dame Edna, er død i en alder af 89 år.

I falset sagde den australske husmor Dame Edna goddag til hele verden i årti efter årti med sit lilla hår og evigt skiftende briller.

Manden bag - komikeren Barry Humphries - skabte den karikerede version af den australske husmor tilbage i 1955.

Dengang hed den bramfrie dame "Mrs Norm Everage", hvilket henviste til de engelske udtryk for normal og gennemsnitlig.

Op igennem de følgende årtier steg Dame Ednas popularitet fra at være lokal til global.

Snart var hele verden på fjernsynskrammer med den flamboyante tv-vært og entertainer, der var på fornavn med stjerner som Nicole Kidman og Russell Crowe.

Nu er det dog slut med at høre fra hovedpersonen selv. Humphries er nemlig død i en alder af 89 år.

Komikerens passion for vittige, satiriske tekster og udklædning har han haft livet igennem.

Allerede da han gik i underskolen hjemme i en forstad til Melbourne, opdagede han, at det var lettere at skaffe sig venner ved at trække i et kostume og spille småroller end at få dem i skolen, hvor hverken lektier, matematik eller sport kunne fange hans interesse.

Senere, mens han studerede jura og kunst på universitetet i Melbourne, blev Dame Edna skabt.

Efter nogle år på den australske teaterscener flyttede Barry Humphries til Storbritannien.

Her optrådte han på skiftende teatre, inden han i 1960 fik sit britiske gennembrud med rollen som bedemanden Mr. Sowerberry i skuespilversionen af Oliver Twist.

Det var dog som Dame Edna, at han lagde det meste af den engelsksprogede verden for sine fødder.

I USA kneb det en overgang noget, og da han optrådte med en satire over hovedrige amerikanere med underbetalt spansktalende hushjælp, var der mange, der hverken forstod ironien, eller at Dame Edna ikke var en rigtig kvinde, men en mandlig skuespiller.

Dele af de latinamerikanske samfund tog satiren for pålydende og anklagede Dame Edna for racisme og sendte dødstrusler.

Men Humphries' karriere blomstrede trods modgang, og han endte sidenhen også med at indtage Broadway i New York.

Det var her, at han kort efter årtusindskiftet vandt teaterpriser for bedste skuespil og som bedste skuespiller.

I 2012 besluttede han sig for at sende hans evige følgesvend Dame Edna på pension.

Humphries stod også bag flere andre karikerede australske figurer som diplomaten Les Patterson og den mere underspillede Sandy Stone.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU