Navalnyjs enke opfordrer til at kæmpe for et frit Rusland
Det er et år siden, at den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj døde i en sibirisk straffekoloni.
Den russiske oppositionsfigur Julija Navalnaja, der er enke til den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, opfordrer tilhængere til at kæmpe for et "frit" Rusland.Det sker på etårsdagen for Navalnyjs død. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Vi ved, hvad vi kæmper for: Et fremtidigt Rusland, som er frit, fredeligt og smukt.
- Det Rusland, Aleksej drømte om, er muligt. Gør alt for at gøre hans drøm til virkelighed, siger Navalnaja i en video ifølge AFP
Det er i dag stadig uvist, hvad der helt præcist skete, da Navalnyj for et år siden døde i en sibirisk straffekoloni.
Den 47-årige oppositionsleder havde egentlig virket rask og ved godt mod, da han få dage før sin død havde haft besøg af sin mor.
Alligevel kunne russiske myndigheder den 16. februar 2024 fortælle, at han havde mistet livet.
Søndag er hundredvis ifølge AFP mødt op på Borisovskoje Kirkegård i hovedstaden Moskva for at besøge Navalnyjs gravsted.
Det gælder blandt andre USA's ambassadør i Rusland, Lynne Tracy.
Pro-russiske kanaler på beskedtjenesten Telegram har advaret imod, at man besøger kirkegården.
Et opslag har advaret om "Big Brother og hans altid årvågne øje". Et tilhørende billede viser et overvågningskamera-skilt ved kirkegårdens porte, skriver AFP.
I videoen siger Julija Navalnaja:
- Alle kan gøre noget: Protestere, skrive til politiske fanger, ændre mening hos dem, der er tæt på dig, støtte hinanden.
- Aleksej inspirerer mennesker over hele verden. De forstår, at vores land ikke kun handler om krig, korruption og undertrykkelse, lyder det videre.
Hun anklager også den russiske præsident, Vladimir Putin, for at forsøge at "slette vores hukommelse med Aleksejs navn, for at skjule sandheden om hans mord og tvinge os til at give op".
Det er ikke bevist, at Ruslands styre havde noget at gøre med Navalnyjs død.
Navalnyj blev anholdt i januar 2021, da han vendte hjem fra et hospital i Berlin. Her var han blevet behandlet, efter at han ifølge FN-eksperter var blevet forgiftet om bord på et russisk passagerfly i august 2020.
/ritzau/