Navalnyjs advokater dømt til fængsel i Rusland
Tre advokater, der har været tilknyttet den afdøde oppositionsleder Navalnyj, er blevet dømt til fængsel.
Tre af den afdøde oppositionsleder Aleksej Navalnyjs advokater er blevet idømt fængselsstraffe i Rusland.Det skriver Reuters baseret på det uafhængige nyhedsmedie Mediazona
Advokaterne, Vadim Kobzev, Igor Sergunin og Alexei Liptser, har fået domme på mellem tre et halvt og fem et halvt års fængsel.
De er ifølge mediet blevet fundet skyldige i at "tilhøre en ekstremistisk gruppe", afgjorde en russisk domstol fredag.
Siden oktober 2023 har advokaterne været arresteret.
Aleksej Navalnyj døde i februar sidste år i en straffekoloni i Sibirien. Han var en af Putins hidtil største modstandere.
Mens de russiske myndigheder har oplyst, at oppositionspolitikeren døde af naturlige årsager, mener hans enke, Julia Navalnaja, at han blev slået ihjel, og at Putin er den hovedansvarlige.
Oppositionslederen blev tilbage i 2020 forgiftet med novitjok under en kampagnetur i Rusland.
Navalnyj blev lagt i koma på et hospital i den russiske by Omsk, men da hans hustru ikke stolede på, at han ville få den fornødne behandling, sørgede hun for, at han blev bragt til behandling i Tyskland. Og her kom han sig.
Fem måneder senere vendte Navalnyj hjem til Rusland sammen med Julia Navalnaja.
Straks efter ankomsten blev han anholdt af russisk politi, og siden fik han flere lange fængselsstraffe blandt andet for ekstremisme.
Enken, Julia Navalnaja, lever selv i eksil.
I sommer afgjorde en domstol i Moskva, at også hun deltager i en ekstremistisk gruppe, og hun blev i den forbindelse sat på en russisk liste over eftersøgte.
Hvis hun vender tilbage til Rusland, risikerer hun derfor at blive anholdt straks ved ankomsten.
Da Vladimir Putin i maj blev genindsat som præsident efter valget, kaldte hun ham "en løgner, en tyv og en morder".
/ritzau/