Netanyahu bekræfter støtte til væbnet gruppe i Gaza
Væbnet gruppe, der beskyldes for nødhjælpsplyndringer i Gaza, har angiveligt modtaget Kalasjnikov-geværer.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har bekræftet, at Israel har givet støtte til en væbnet gruppe i Gaza, der er i konflikt med Hamas.Det gør han i en video delt på sociale medier.
- Hvad er der galt med det?, spørger han i den korte video.
- Det redder blot israelske soldaters liv.
Israelske medier har med henvisning til kilder på forsvarsområdet skrevet, at Netanyahu har godkendt våbenstøtte til gruppen, som er del af en lokal beduinstamme under ledelse af Yasser Abu Shabab.
Den europæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR) beskriver Abu Shabab som leder af en "kriminel bande, der opererer i Rafah-området og vidt og bredt beskyldes for at plyndre nødhjælpslastbiler".
Gruppen skal have modtaget Kalasjnikov-geværer. Det omfatter ifølge forsvarskilder også nogle våben, som Israel har beslaglagt fra Hamas, skriver BBC.
Gruppen, som kalder sig selv "Antiterrortjenesten", mistænkes for omfattende kriminelle aktiviteter. Den har positioneret sig som modstander af den militante palæstinensiske gruppe Hamas, der sidder på magten i Gaza.
Den israelske politiker Avigdor Lieberman, som er tidligere forsvarsminister, har til mediet Kan, sagt, at Netanyahu "giver våben til en gruppe kriminelle".
Også Hamas har kritiseret den Abu Shabab-ledede gruppe. Hamas siger, at gruppen har valgt "forræderi og tyveri som sin vej", og civile opfordres til at gøre modstand mod den.
Hamas selv er dog også hyppigt af Israel blevet beskyldt for at plyndre nødhjælpskonvojer i Gaza, hvor ngo'er længe har advaret om stor fare for hungersnød blandt hundredtusindvis af mennesker.
/ritzau/AFP