Nato-chef undlader at love Nato-medlemskab til Ukraine

12. FEB 2025 • 14:07UDLAND

Mark Rutte fraviger på pressemøde tidligere linje om altid at fastholde, at Ukraine bliver medlem af Nato.

Ukraine vil blive en del af Nato. Og indtil det sker, skal landet have, hvad det har brug for til at modstå den russiske invasion.

Sådan har det gang på gang lydt fra Natos generalsekretærer siden Ruslands invasion af Ukraine.

På et pressemøde onsdag undlader Mark Rutte dog at fastslå, at Ukraine bliver optaget i Nato på et tidspunkt.

Den beslutning blev ellers taget på Nato-topmødet i Bukarest i 2008 og har derfor hidtil været standardsvaret fra både Mark Rutte og den tidligere generalsekretær for Nato, Jens Stoltenberg.

- Vi har et problem her, og det er, at vi har demokrati. Det betyder, at journalister stiller spørgsmål til politikere og til mig som Natos generalsekretær. Det er godt.

- Men den store forskel til Moskva er, at Vladimir Putin ikke står over for det her. Så han kan holde sine tanker skjult. Jeg ønsker ikke at gøre ham klogere, end han allerede er, siger Mark Rutte, på spørgsmålet om Nato-medlemskab fra en ukrainsk journalist.

Udmeldingen er en et bemærkelsesværdigt skifte, hvis man blot ser få måneder tilbage.

- Jeg ser frem til den dag, Ukraine er her som medlem af Nato, og ind til den dag vil vi kæmpe for jeres sikkerhed og vores sikkerhed, sagde Rutte efter sin tiltrædelse, da han mødte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det lød som et ekko af tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg, der efter Nato-topmødet i Vilnius i 2023 sagde:

- Vi fastslår, at Ukraine vil blive medlem af Nato. At Ukraines fremtid er i Nato, sagde Stoltenberg.

Også i EU har ledere gang på gang fastslået, at Ukraine har ret til at fastlægge sin egen vej, hvad enten den gælder EU-medlemskab eller Nato-medlemskab.

Det undlader Mark Rutte dog klart at fastslå onsdag.

- Vladimir Putin sidder i sin lænestol og venter på, hvad jeg vil sige, og hvad andre vil sige i Nato, siger Mark Rutte undvigende.

Han flytter nu i stedet fokus fra Nato-medlemskab til to andre prioriteter.

For det første skal Ukraine bringes i den "bedst mulige position" før fredsforhandlingerne.

Det vil først og fremmest sige mere militærstøtte, så Ukraine kan vinde territorium fra Rusland.

For det andet skal en fredsaftale være "holdbar" og sikre, at Putin "aldrig nogensinde igen vil angribe en kvadratkilometer af Ukraine".

Hvordan holdbarheden af aftalen skal sikres lader Rutte dog stå åbent:

- De to ting er afgørende. Og så kan vi nemt lave en brainstorm på, hvad der er den bedste vej frem. Det kan være Nato eller andre lande, der bliver involveret, og hvordan man præcist kan gøre det.

- Det er en del af fremtidige samtaler internt i Nato-alliancen og sikkert også med ham (Putin, red.). Men lad os nu ikke gøre ham klogere, end han er, siger Mark Rutte.

Udmeldingen kommer, mens USA's præsident, Donald Trump, presser på for hurtigt at få en fredsaftale i stand mellem Ukraine Rusland.

Vladimir Putin har gjort det klart, at han anser ukrainsk medlemskab af Nato for udelukket som del af en fredsaftale.

Det har ført til løse idéer om, at eksempelvis europæiske lande skulle sende en fredsbevarende styrke til Ukraine for sikre freden.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har dog på sin side fastslået, at sikkerhedsgarantier ikke vil noget værd for Ukraine uden amerikansk deltagelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT