Myndigheder i USA overtager kontrol med kriseramt bank

10. MAR 2023 • 19:42UDLAND

Bankkollaps i SVB skaber frygt for, at problemer som følge af stigende renter kan brede sig til andre banker.

Finansmyndigheder i Californien har fredag lukket den kriseramte bank Silicon Valley Bank.

Bankens afdelinger genåbner mandag under føderal kontrol, meddeler føderale og californiske myndigheder.

Silicon Valley Bank (SVB) har været i problemer, efter at bankens moderselskab meddelte, at det er i bekneb for kapital.

Samtidig meddelte moderselskabet onsdag aften, at det har været tvunget til at sælge ud af aktiver for 21 milliarder dollar, skriver Marketwire.

Der er bekymring for, at også andre banker kan få problemer som følge af stigende renter.

Ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP er der tale om det største bankkollaps siden finanskrisen i 2007-2009.

De seneste dage har det været tydeligt, at SVB havde store problemer.

Torsdag faldt aktien lidt over 60 procent, og i formarkedet fredag var der endnu et fald i vente på 63 procent. Handlen med aktien blev suspenderet inden markedets åbning.

Også andre banker, der anses for at være i risikozonen, har oplevet store tab på den amerikanske børs.

SVB har siden 1980'erne specialiseret sig i såkaldt risikokapital.

Den har været med til at finansiere nystartede selskaber inden for it-sektoren. Denne sektor er blevet mindre attraktiv i takt med, at renterne er steget.

Tv-stationen CNBC rapporterer fredag, at banken forhandler med potentielle købere, efter det står klart, at dens egne forsøg på at redde sig ud af krisen har slået fejl.

Ifølge AP er SVB USA's 16.-største bank.

USA's finansminister, Janet Yellen, udtrykte tidligere fredag "bekymring" over situationen. Hun tilføjede, at hun "holder øje med" nogle af bankerne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU