Møder om våbenhvile rykker til Moskva i denne uge
En amerikansk delegation vil besøge Moskva og tale om våbenhvile, oplyser Det Hvide Hus ifølge AFP.
Steve Witkoff, der er USA's særlige udsending i Mellemøsten, tager i denne uge til Moskva i Rusland for at tale om mulighederne for en våbenhvile med Ukraine.Det oplyser Karoline Leavitt, der er talsperson for Det Hvide Hus, ifølge AFP onsdag aften dansk tid.
Kort inden udmeldingen understregede USA's præsident, Donald Trump, at amerikanske forhandlere "lige nu" var på vej til våbenhvilemøder i Moskva.
- Jeg håber, at han (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) kommer til at lave en våbenhvile, siger Trump ifølge AFP til et pressemøde i Det Ovale Kontor efter et møde med Irlands premierminister.
Trump understreger desuden, at der har været "positive meldinger" fra Moskva.
- Det er op til Rusland nu, siger Trump.
Efter et møde tirsdag mellem Ukraine og USA, "ligger bolden nu på Ruslands banehalvdel".
Sådan lød det fra USA's udenrigsminister, Marco Rubio, efter at amerikanerne sammen med Ukraine præsenterede en fælleserklæring ovenpå mødet i den saudiarabiske by Jeddah.
Erklæringen indeholder, at Ukraine støtter et amerikansk forslag om en øjeblikkelig 30-dages våbenhvile i krigen med Rusland.
Våbenhvilen er dog betinget af, at Rusland godkender aftalen.
- Det er nu op til USA at "overbevise" Rusland om at acceptere forslaget om en våbenhvile, skrev Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på X efter mødet.
Som en del af fælleserklæringen blev landene ligeledes enige om, at de hurtigst muligt indgår en omfattende aftale om udvinding af Ukraines mineralressourcer.
Efter tirsdagens forhandlinger genoptog USA desuden militærstøtten til Ukraine med omgående virkning.
Det samme gjorde sig gældende for deling af efterretninger med ukrainerne.
/ritzau/