Mindst 15 er døde i kollaps af ulovlig guldmine på indonesisk ø

27. SEP 2024 • 11:36UDLAND

Ulovlige guldminer er ofte årsag til ulykker i Indonesien, når kraftig regn får minerne til at falde sammen.

Mindst 15 personer er døde i et kollaps af en guldmine i den vestlige del af den indonesiske ø Sumatra efter et jordskred forårsaget af kraftig regn.

Det oplyser Ilham Ahab, der er talsmand for provinsens katastrofeagentur.

- De oplysninger, vi kan give, er, at der skete et jordskred ved en guldmine torsdag aften, og at flere mennesker blev begravet. Arbejdet med at finde ofrene er i gang, lyder det.

Tre personer er blevet kvæstet. Redningsfolk leder fortsat efter 25 savnede personer, og derfor kan dødstallet stige.

- Stedet ligger ret langt væk, og terrænet er svært fremkommeligt. Det har hæmmet evakueringsarbejdet, men folk hjælper til, så evakueringen kan foregå hurtigt, siger Ilham Ahab.

Redningsfolk skal vandre i otte timer for at nå frem til stedet, oplyser Irwan Efendi, der er leder af provinsens katastrofeagentur, til nyhedsbureauet Reuters.

Minen var desuden ulovlig, oplyser Irwan Efendi.

- Blandt ofrene er beboere, der graver efter guld ved håndkraft, siger han.

Der sker ofte ulykker i små og ulovlige miner i Indonesien. Minerne ligger i områder, som er svære at tilgå, og dermed er det svært for myndigheder at regulere de forhold, som minearbejderne arbejder under.

Den sydøstasiatiske øgruppe er rig på mineraler, og miner placeret på øde steder tiltrækker lokale, som jagter rester af guld uden ordentligt sikkerhedsudstyr.

Jordskred sker ofte i Indonesien i regntiden - særligt mellem november og april.

I juli døde mindst 27 mennesker i et jordskred nær en ulovlig guldmine på den indonesiske ø Sulawesi.

I maj døde mindst 15 mennesker i den sydlige del af Sulawesi, efter at jordskred og oversvømmelser havde fejet over 40 huse væk.

/ritzau/AFP/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT