Mindst 10 meldes dræbt i israelske angreb i Libanon

21. FEB 2026 • 01:24UDLAND

Israels militær siger, at det har slået til mod de militante grupper Hamas og Hizbollah. Våbenhvilen vakler.

Mindst 10 mennesker er blevet dræbt, og 50 er kvæstet efter israelske angreb i det østlige Libanon fredag.

Det oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters, som tilføjer, at et højstående Hizbollah-medlem er blandt de dræbte.

Flere børn er såret, oplyser Libanons sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det israelske militær skriver på det sociale medie X, at det har angrebet, hvad militæret betegner som et kommandocenter for den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse i Ain al-Hilweh-området.

Ain al-Hilweh er Libanons største flygtningelejr.

En korrespondent fra AFP så røg stige op fra en bygning i den tætbefolkede lejr, mens ambulancer kørte fra stedet.

Militæret oplyser også, at det har angrebet kommandocentre for den militante gruppe Hizbollah.

- I kommandocentrene blev der opbevaret våben og midler, der blev brugt af Hizbollah, hvilket udgjorde en overtrædelse af aftalerne mellem Israel og Libanon, skriver det israelske militær på X.

Hizbollah har foreløbig ikke reageret, mens Hamas har fordømt angrebene.

Angrebene er blandt de dødeligste i det østlige Libanon i flere uger og risikerer at sætte en skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hizbollah på prøve.

Hizbollah og Israel har flere gange været i krig mod hinanden.

Israel bombede i 2023 og 2024 store dele af det sydlige Libanon samt forstæderne til hovedstaden, Beirut. Det er områder, som Hizbollah har kontrolleret i årevis.

Fjendtlighederne kom i kølvandet på, at Hizbollah havde affyrret raketter mod Israel for at støtte Hamas i begyndelsen af krigen i Gazastriben. Hizbollah og Hamas er allierede.

I 2024 indgik Hizbollah og Israel en våbenhvile, der blev mæglet af USA. De stridende parter har siden da gentagne gange beskyldt hinanden for at overtræde den skrøbelige våbenhvile.

Libanons regering forpligtede sig sidste år til at afvæbne Hizbollah, og hæren sagde sidste måned, at den havde fuldført første fase af planen, som dækkede området nær den israelske grænse.

Hizbollah opstod af shiamilitser, der blev dannet for at bekæmpe Israel, efter at israelske styrker havde invaderet det sydlige Libanon i 1982.

Bevægelsen henter en stor del af sin støtte fra Iran, som også spillede en rolle i grundlæggelsen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT