Mexico vil samarbejde med USA om deportation af migranter
Illegale migranter i USA er de seneste dage blevet deporteret via militærfly på ordre fra Donald Trump.
Mexico er klar til at samarbejde med USA om deportation af mexicanske migranter.Det oplyser landets udenrigsministerium i en udtalelse natten til lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi vil altid acceptere mexicaneres ankomst til vores land med åbne arme, skriver ministeriet.
Tidligere på natten oplyste unavngivne embedsmænd i både den amerikanske og mexicanske regering til Reuters, at Mexico havde afvist en anmodning fra Trump-administrationen om, at militærfly med udviste migranter kan lande på mexicansk jord.
Oplysningerne var ikke officielt bekræftet.
Siden Donald Trump mandag blev indsat som amerikansk præsident, har han underskrevet bunkevis af dekreter. Han har indledt sin anden embedsperiode med fokus på blandt andet grænsepolitikken.
Tidligere på ugen gav han mandat til, at det amerikanske militær optrapper sin tilstedeværelse ved den sydlige grænse til Mexico. Han har også erklæret en "national krise" ved grænsen og svoret, at han vil udvise "kriminelle udlændinge".
Fredag lød det fra en talskvinde i Det Hvide Hus, at 538 illegale migranter er blevet anholdt, og hundredvis er blevet deporteret.
- Den største massive deportationsoperation i historien er godt i gang. Løfter afgivet, løfter holdt, skrev pressesekretæren Karoline Leavitt i opslaget.
Disse migranter skulle ifølge opslaget være blevet deporteret med militærfly. Det blev ikke oplyst, hvor de blev deporteret til.
Det anslås, at der bor 11 millioner indvandrere uden opholdstilladelse i USA. Af dem er næsten fem millioner mexicanere, anslår den mexicanske tænketank El Colegio de la Frontera Norte. Mange af dem kommer fra fattige dele af landet, hvor bandekriminalitet hærger.
Mere end 10.400 flygtninge rundtom i verden, som havde fået godkendt deres rejse til USA, er nu nægtet adgang og står med værdiløse flybilletter.
Og omkring 30.000 migranter i Mexico har fået aflyst deres asylhøringer efter at have ventet i månedsvis ved grænsen.
Som forberedelse på massedeportationerne har myndighederne i Mexico planer om at etablere modtagecentre i ni byer i den nordlige del af landet.
I centrene kan de deporterede mexicanere få mad, husly og lægehjælp, lyder det i en strategi fra den mexicanske regering.
Regeringen har også planer om at have busser stående klar til at transportere mexicanerne fra modtagecentrene til deres hjembyer.
/ritzau/