Mexico vil ikke tillade USA at sende mexicanere til Guantanamo
Trump vil sende migranter til Guantanamobugten - men Mexico vil ikke tillade, at der er mexicanere iblandt.
Mexico vil ikke tillade, at USA sender mexicanske migranter til Guantanamobugten. Landet foretrækker i stedet at modtage de udviste mexicanere på "direkte" vis.Det siger Mexicos udenrigsminister, Juan Ramon de la Fuente, tidligt natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Mexicos regering har sendt et diplomatisk brev med samme budskab til den amerikanske ambassade i Mexico, siger udenrigsministeren.
Tirsdag har USA sendt et militærfly, som skal fragte udviste migranter til flådebasen i Guantanamobugten i Cuba, på vingerne.
Ifølge Reuters er der "en håndfuld" migranter om bord på flyet.
Tricia McLaughlin, som er talsperson for USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, siger, at der er tale om "yderst farlige udlændinge", men hun afviser at uddybe yderligere.
Tirsdagens flyvning til Cuba er den første, i hvad der ventes at blive del af en større indsats.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere sagt, at han vil oprette et center i Guantanamobugten for op mod 30.000 migranter.
USA har allerede sendt militærfly med migranter om bord til Guatemala, Peru, Honduras og Indien.
USA har ikke umiddelbart kommenteret nattens melding fra Mexico, og der står dermed ikke klart, hvorvidt landet planlægger at flyve mexicanske statsborgere til Cuba.
Ifølge Reuters er det en kostbar løsning at bruge netop militærfly til at fragte migranterne. Da landet i sidste uge fløj migranter til Guatemala, kostede det ifølge nyhedsbureauet mindst 4675 dollar per udviste migrant.
Det svarer til omkring 33.608 kroner.
Guantanamo vil for mange være forbundet med militærfængslet, som blev etableret i 2002 under præsident George W. Bush.
Det skulle huse udlændinge mistænkt for terror som led i Bushs "krig mod terror", der fulgte i kølvandet på angrebene mod USA den 11. september 2001.
/ritzau/
