KØB ABONNEMENT

Meta får bøde i Italien for manglende privatliv med fotos

UDLAND • 14. NOV 2026 • 15:54

En funktion på italienske Facebook-brugeres Android-telefoner har udløst bøde på 805 millioner euro til Meta.

Italienske myndigheder har givet Facebooks moderselskab, Meta, en bøde på 805 millioner euro for at have tilgået brugeres billeder uden brugernes "specifikke" samtykke.

Det oplyser Italiens databeskyttelsesmyndighed lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gennem Facebook-appen til Android-telefoner har Meta tilgået billeder, videoer og relateret metadata, der tilhører italienske brugere, uden at få samtykke til det og uden at informere brugerne tilstrækkeligt, lyder det fra myndigheden.

Bødens størrelse svarer til omkring 6 milliarder kroner.

Ud over Facebook ejer Meta blandt andet også det sociale medie Instagram og beskedtjenesten WhatsApp.

Bøden på 805 millioner euro svarer til omkring 0,47 procent af Metas omsætning på verdensplan, oplyser den italienske databeskyttelsesmyndighed ifølge Reuters.

Det var en funktion i Facebooks app, der foreslog indhold fra brugernes egne fotogallerier, som de kunne dele på appen, der har udløst bøden.

Ifølge Reuters har Facebook nu 60 dage til at slukke for den funktion og bede om de enkelte brugeres samtykke til at gøre funktionen tilgængelig igen.

Efterforskningen af sagen, der blev indledt i 2025, har ikke klargjort, om Meta brugte adgangen til at træne kunstig intelligens. Det har Meta afvist at have gjort.

Det er ikke første gang, at Meta har fået bøder for ikke at efterleve kravene til datasikkerhed.

I oktober udstedte den amerikanske delstat New Mexico en bøde på 25 milliarder dollar for at vildlede brugere om, hvordan deres data blev brugt.

Det beløb svarer til omkring 166 milliarder kroner.

I april sidste år gav EU-Kommissionen Apple og Meta bøder på samlet 5,2 milliarder kroner for brud på EU's Digital Markets Act.

Bøden til Meta var på 200 millioner euro, hvilket svarer til 1,5 milliarder kroner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT