Medie: 9/11-mistænkte erklærer sig skyldige i bytte for livstidsdom
Manden, som formodes at stå bag 9/11, har indgået en aftale med anklagemyndigheden i USA, skriver avis.
Khalid Sheikh Mohammed, som er anklaget for at stå bag angrebet mod USA 11. september 2001, har indgået en tilståelsesaftale med anklagemyndigheden i USA.Ligeså har to andre, Walid bin Attash og Mustafa al-Hawasawi, som kaldes hans medsammensvorne.
Det siger det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Den 11. september 2001 skete der et terrorangreb mod USA. Blandt andet fløj to fly ind i World Trade Center i delstaten New York og i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i delstaten Virginia nær Washington D.C., USA's forbundshovedstad.
Sagerne mod de tre anklagede har været undervejs længe, imens de tre har siddet på den amerikanske militærbase Guantanamo Bay i Cuba.
De stod alle tre til at skulle for en stor retssag i USA.
- Den indkaldende myndighed for militærkommissioner, Susan Escallier, har indgået aftaler før retssagen med tre af de medtiltalte i 9/11-sagen, lyder det fra Pentagon i en pressemeddelelse.
- De specifikke vilkår og betingelser for forhåndsaftalerne er ikke tilgængelige for offentligheden på nuværende tidspunkt.
Det amerikanske medie The New York Times skriver dog, at de tre personer har erklæret sig skyldige i bytte for en livstidsdom.
Det skal de have gjort for at undgå dødsstraf.
Det fremgår ligeledes ikke præcis, hvad de har tilstået, men ifølge New York Times drejer det sig om at have konspireret.
Et sådant forslag blev af anklagerne sidste år beskrevet i et brev, som man delte med familierne til de næsten 3000 mennesker, der blev dræbt under angrebene den 11. september 2001.
Det splittede vandene blandt de pårørende. Nogle mener fortsat, at de tre bør modtage den strengeste dom, skriver AFP.
Khalid Sheikh Mohammed blev anholdt i Pakistan i 2003. I 2006 blev han fløjet til USA's base på Cuba, Guantanamo, hvor han har siddet lige siden.
De to andre medsammensvorne har været i USA's varetægt siden 2003, skriver Reuters.
/ritzau/