Marine Le Pen stiller op til næste præsidentvalg
Marine Le Pen blev tirsdag fundet skyldig i misbrug af offentlige midler, men fik nedsat sin straf.
Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen vil stille op ved det kommende præsidentvalg i 2027.Det siger hun på tv-kanalen TF1, skriver AFP.
Meldingen kommer samme dag, som den franske politiker af en ankedomstol er blevet fundet skyldig i misbrug af offentlige midler men fik nedsat sin straf.
Domstolen fastslog, at hun ikke må besidde et offentligt embede i 45 måneder men gjorde 30 af månederne betingede.
Hun vurderes dog allerede at have afsonet 15 måneder efter sidste års dom og blev derfor ikke udelukket fra at stille op ved præsidentvalget næste år.
Den 57-årige politiker idømmes også tre års fængsel, hvoraf to gøres betingede, og et år kan afsones i hjemmet med fodlænke.
Over for tv-kanalen TF1 oplyser hun desuden, at hun vil anke dommen til den højeste franske domstol.
Hun har tidligere afvist at ville føre valgkamp med fodlænke, da det både logistisk og politisk vil være et problem.
Le Pen uddyber dog over for TF1, at indtil domstolen ved navn Cour de cassation afsiger en dom, behøver hun ikke bære en fodlænke, selv om appeldomstolen netop har fastslået, at hun skal bære en i et år.
Det er dog stadig uvist, om det reelt er muligt.
Tirsdagens dom udspringer af anklager om, at højrefløjspartiet National Samling (RN) misbrugte EU-midler til at betale assistenter, som arbejdede for partiet i Frankrig og ikke for partiets valgte i EU-Parlamentet. Det var i strid med reglerne.
Hun blev også i marts sidste år fundet skyldig i sagen ved en lavere instans. Dengang fik hun fem års forbud mod at sidde i offentlige embeder.
Marine Le Pen har igennem mange år været en af Frankrigs mest fremtrædende politikere.
Hun har to gange tabt præsidentvalg til Emmanuel Macron og har siden 2011 haft en nøglerolle i det højrenationale parti, som i dag hedder National Samling.
I 2021 stoppede hun som partileder og overlod posten til i dag 30-årige Jordan Bardella, som ventes at stille op som partiets kandidat i 2027, hvis hun ikke gør.
RITZAU
