Mange tusinde brandofres forsikring er opsagt

11. JAN 2025 • 10:02UDLAND

Et stort antal boligejere i Los Angeles er blevet opsagt af deres forsikringsselskab inden de store brande.

Stigende risiko for naturkatastrofer har betydet, at flere af de boligejere, hvis hjem er ødelagt af brandene i Los Angeles, er blevet opsagt af deres forsikringsselskab, inden branden indtraf.

Det skriver CBS News, som har fået oplyst, at 1600 policer i det hårdt ramte Pacific Palisades blev opsagt af forsikringsselskabet State Farm tilbage i juli måned.

State Farm er dog ikke det eneste forsikringsselskab, der har reduceret antallet af husforsikringer i Californien. Også Allstate og Farmers Insurance har afvist at forny policer.

Det har betydet, at flere husejere enten har droppet forsikringen eller har forsikret sig i den statslige forsikringsordning Fair.

Sidstnævnte omfattede 1400 af de tilsammen 9000 boliger i Pacific Palisades sidste år, og det er mere end fire gange så mange som i 2020.

Senatet udgav allerede i sidste måned en rapport om problemet med, at forsikringsselskaberne ikke vil forny forsikringer i stater som Californien, Florida og Louisiana, hvor klimaforandringer har øget risikoen for naturkatastrofer.

Rapporten peger på, at trenden kan undergrave det amerikanske boligmarked og dermed også den amerikanske økonomi.

- Tendensen vil afspejle sig i faldende ejendomsværdier i områder, hvor det er umuligt eller alt for dyrt at forsikre sig. Det vil medføre et kollaps, som har potentiale til at udløse en finanskrise i fuld skala mage til den, der skete i 2008, hedder det i rapporten.

Ricardo Lara, der er chef for delstaten Californiens kontor for forsikringsanliggender, har nu indført et forbud mod at opsige forsikringer i de hårdest ramte områder.

Forbuddet gælder et år og gælder også med tilbagevirkende kraft til 9. oktober.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT