Mand sigtes for terror efter brandattentat mod guvernørbolig i USA
Guvernør Josh Shapiro og hans familie blev evakueret, efter at en mand ifølge politiet satte ild til hans hus.
En mand er natten til mandag blevet anholdt i USA sigtet for at have sat ild til demokraten Josh Shapiros hjem i byen Harrisburg.Shapiro er guvernør i delstaten Pennsylvania og anses ifølge nyhedsbureauet AFP for at være en oplagt kandidat i Demokraternes rækker til præsidentvalget i 2028.
Shapiro og hans familie var hjemme, da branden opstod, men ingen kom til skade. Klokken 02 natten til søndag blev de vækket af politiet, som evakuerede dem fra boligen.
- Gudskelov kom ingen til skade, og branden blev slukket, lød det efterfølgende fra guvernøren.
Politiet har fundet frem til en 38-årig mand, som mistænkes for at stå bag brandstiftelsen.
Distriktsadvokat Fran Chardo siger, at manden vil blive sigtet for drabsforsøg, terror, brandstiftelse og grov vold mod en tjenestemand i funktion.
Ifølge myndighederne kravlede manden over et hegn for at komme hen til guvernørboligen. Han havde hjemmelavede anordninger med, der kunne bruges til at antænde ild, lyder det videre.
Før branden blev slukket, nåede den at forårsage en del skade på bygningen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Josh Shapiro stillede søndag op til interview foran sit hjem, hvor han opfordrede til at gøre en ende på kriminalitet, der er politisk motiveret.
- Den her slags vold er ved at blive alt for almindelig i vores samfund, og jeg er ligeglad med, om det kommer fra den ene eller anden side. Det er ikke i orden, og det skal stoppe, sagde guvernøren.
Han havde lørdag aften afholdt en ceremoni for venner og familie for at markere den første dag i den jødiske højtid pesach, som også omtales som den jødiske påske.
Josh Shapiro understregede, at det ikke stod klart, hvorfor der blevet sat ild til hans hjem. Men han sagde samtidig, at han ikke ville afholde sig fra at udøve sin tro.
51-årige Shapiro blev op til præsidentvalget i 2024 udpeget af de amerikanske medier som et bud på, hvem Kamala Harris ville vælge som sin vicepræsidentkandidat.
Hun endte med at vælge guvernøren fra delstaten Minnesota, Tim Walz.
Shapiro blev guvernør i Pennsylvania i 2022.
/ritzau/AFP