Maduro-kritiker vil tilbage til Venezuela efter uddeling af fredspris
I al hemmelighed ankom modtager af Nobels fredspris til Oslo natten til torsdag trods rejseforbud og trusler.
Den venezuelanske oppositionsleder María Corina Machado ved præcis, hvilke risici hun tager ved at rejse til Norge for at modtage Nobels fredspris.Det siger hun i et interview med BBC, efter at hun natten til torsdag er ankommet til Oslo.
- De (den venezuelanske regering, red.) siger, at jeg er en terrorist, og at jeg skal i fængsel resten af livet, og de leder efter mig.
- Så at forlade Venezuela i dag, under disse omstændigheder, er meget, meget farligt, siger hun til BBC.
Der har været stor spekulation om, hvorvidt Machado vil kunne vende sikkert tilbage til Venezuela.
- Selvfølgelig tager jeg tilbage. Jeg ved præcis, hvilke risici jeg tager, siger hun.
- Jeg vil være det sted, hvor jeg er mest nyttig for vores sag. Indtil for nylig troede jeg, at det sted var Venezuela. Det sted, jeg mener, jeg må være i dag på vegne af vores sag, er Oslo, tilføjer hun.
María Corina Machado har levet i skjul i flere måneder.
Hun foretog en hemmeligholdt rejse til Norge og dukkede op i Oslo midt om natten trods et rejseforbud og en trussel fra den venezuelanske regering om at blive stemplet som landflygtig, hvis hun rejste til den norske hovedstad.
I et følelsesladet øjeblik trådte Machado frem på balkonen på Grand Hotel i Oslo natten til torsdag og vinkede og sang med de fremmødte.
Efterfølgende kom hun ned på gaden, hoppede over afspærringerne og hilste på de jublende tilhængere, mens sikkerhedsfolk så til.
Machado har ikke set sine børn i omkring halvandet år, efter at hun har sendt dem ud af Venezuela for deres egen sikkerheds skyld, skriver BBC.
I interviewet med det britiske medie fortæller Machado, at hun både har misset sin datters og sin søns bryllup.
- I mere end 16 måneder har jeg ikke kunnet kramme eller røre nogen. Pludselig, i løbet af få timer, har jeg kunnet se de mennesker, jeg elsker mest, røre dem, græde og bede sammen, siger Machado til BBC.
Machados familie er også til stede i Oslo.
María Corina Machado er kendt som en af de store politiske rivaler og kritikere af Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, i hjemlandet. Hun blev nægtet at stille op ved præsidentvalget i 2024, hvor Maduro vandt.
Machado deltog ikke i den officielle prisoverrækkelse af Nobels fredspris onsdag. Det var i stedet Machados datter, der tog imod fredsprisen på hendes vegne.
/ritzau/
