Macron trodser vrede og byder saudisk kronprins velkommen

28. JUL 2022 • 22:16UDLAND

Mohammed bin Salman er på første besøg i Europa siden drab på Khashoggi i 2018. Møde i Paris vækker kritik.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har torsdag budt den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, velkommen i Élysée-palæet.

Macron modtog kronprinsen med et langvarigt håndtryk, der ventes at vække mere kritik fra ngo'er, som mener, at mødet er dybt upassende.

Macron fulgte derpå Mohammed bin Salman op ad trapperne på det røde tæppe udenfor Élysée-palæet.

Ingen af dem kom med en udtalelse, da bin Salman ankom til arbejdsmiddagen. Men det er ventet, at der vil komme en udtalelse senere.

Det er kronprinsens første besøg i Europa siden drabet på den kritiske journalist Jamal Khashoggi.

Khashoggi blev slået ihjel på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i oktober 2018.

En efterretningsrapport fra USA har siden fastslået, at kronprinsen havde et ansvar i drabet.

Khashoggis forlovede, Hatice Cengiz, sagde forud for mødet i Paris, at hun er oprørt over modtagelsen af den saudiarabiske kronprins.

- Jeg er chokeret og vred over, at Emmanuel Macron med pomp og pragt modtager min forlovedes, Jamal Khashoggis, bøddel, sagde hun.

To menneskerettighedsorganisationer har torsdag meldt Mohammed bin Salman til det franske politi.

Organisationerne vil have politiet til at åbne en efterforskning af prinsens rolle i drabet på Khashoggi, der har skrevet kritisk om det saudiarabiske styre i blandt andet Washington Post.

Inden besøget i Paris var den saudiarabiske kronprins i Grækenland.

Både kropssprog og tone ventes at blive bemærket under besøget i Paris.

Da den amerikanske præsident, Joe Biden, tidligere på måneden mødtes med Muhammed bin Salman i Saudi-Arabien, undlod han at trykke hånd. De to mænd stødte i stedet knoerne sammen i et såkaldt "fist bump".

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU