Lukasjenko tager fat på syvende periode i spidsen for Belarus

25. MAR 2025 • 12:09UDLAND

Uden den store spænding opnåede Lukasjenko i januar genvalg. Nu er han taget i ed til syvende periode.

Efter over 30 år som belarusisk leder er præsident Alexandr Lukasjenko blevet taget i ed til sin syvende periode i spidsen for landet.

Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureau Tass tirsdag.

Uden den store spænding blev Lukasjenko i januar genvalgt i Rusland-allierede Belarus.

Her er de største politiske modstandere enten blevet fængslet eller flygtet. Valget fik hård kritik fra vestlige lande.

Den 70-årige Lukasjenko regnes for at være blandt den russiske præsident Vladimir Putins nærmeste allierede.

Han fik ifølge Den Centrale Valgkommission 86,78 procent af stemmerne.

Stemmeprocenten nåede angiveligt op på 85,7 procent af de 6,9 millioner stemmeberettigede.

Valget i januar blev generelt ikke anerkendt af vestlige regeringer.

- Det belarusiske folk havde ikke noget valg. Det er en bitter dag for alle, der længes efter fred og demokrati, skrev den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, på X.

På selve valgdagen sagde Lukasjenko på et pressemøde, at kritikere har "valgt" at sidde i fængsel. Han kaldte Belarus et "brutalt demokrati".

Lukasjenko blev spurgt, hvordan der kunne være tale om et frit og retfærdigt valg, når alle de store skikkelser i oppositionen er i fængsel eller flygtet ud af landet.

- Nogle valgte fængsel, nogle valgte eksil, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har ikke smidt nogen ud af landet.

Dansk Institut mod Tortur (Dignity) var i kølvandet på valget i Belarus i 2020 med til at opstarte The International Accountability Platform for Belarus.

Sammen med lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer indsamler og analyserer Dignity her beviser for tortur og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser og internationale forbrydelser.

Dignitys melding var i januar, at der sidder cirka 1300 politiske fanger i belarusiske fængsler, og mellem 250.000-300.000 har forladt landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT