Statsminister sender signal til EU-Kommission: Klima er vigtigt

3. JUL 2025 • 20:05UDLAND

Under dansk EU-formandskab vil Mette Frederiksen prioritere klima. Det skal gøre EU mere konkurrencedygtigt.

EU skal prioritere kampen mod klimaforandringer og hurtigt vedtage et ambitiøst 2040-klimamål.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en tale på Aarhus Rådhus.

Ifølge statsministeren er det et signal, hun sender til EU-Kommissionen, der torsdag er rejst til Aarhus for at markere, at Danmark overtager EU-formandskabet.

- Vi har ingen tid at miste, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren peger på, at grønne fremskridt er en måde, hvorpå EU kan blive mere konkurrencedygtig.

Onsdag præsenterede EU-Kommissionen et forslag for EU's 2040-klimamål.

For at målet kan træde i kraft, skal det vedtages i EU-Parlamentet og ved kvalificeret flertal i EU-Ministerrådet.

Eftersom Danmark har overtaget EU-formandskabet, er det de danske ministre, der skal sidde for enden af forhandlingsbordet, når de 27 EU-lande skal forhandle om klimamålet i EU-Ministerrådet.

Klimaminister Lars Aagaard (M) sagde onsdag, at han vil forsøge at lukke en aftale mellem medlemslandene den 18. september på et ekstraordinært møde i Bruxelles.

Kommissionen er af klimafortalere blevet kritiseret for ikke at prioritere klima og bæredygtighed nok.

For få uger siden trak kommissionen et forslag til et anti-greenwashing-direktiv tilbage.

Direktivet havde til formål at bekæmpe virksomheders forsøg på såkaldt greenwashing - altså at man markedsfører produkter som mere bæredygtige, end de egentlig er.

Derudover foreslog kommissionen onsdag, at de omstridte såkaldte klimakreditter kan blive en del af regnestykket, når EU skal opnå 2040-målet.

Klimakreditter er investeringer i projekter i tredjelande, som mindsker CO2-udledningen.

Værktøjet har fået kritik for at give udledere mulighed for at videregive ansvaret for egen udledning til tredjelande.

I sin egen tale sagde EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen, at "Danmark viser vejen" for grøn omstilling.

Torsdag aften deltager kong Frederik, dronning Mary, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj i en middag på Aarhus Rådhus.

Ligeledes deltager EU-kommissærer, de danske ministre og udvalgte medlemmer af pressen.

Middagen er del af torsdagens fejringer, der markerer, at Danmark har overtaget EU-formandskabet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT