Velspillende Tauson holdt hovedet koldt i Wimbledon-avancement
Clara Tauson er klar til Wimbledons tredje runde efter en sejr i to sæt over russiske Anna Kalinskaya.
Den danske tennisspiller Clara Tauson ligner en, der har fundet melodien på Wimbledons græs.Torsdag spillede hun sig sikkert videre fra grand slam-turneringens anden runde, da hun vandt i to sæt, 6-3, 7-6, over russeren Anna Kalinskaya.
- Jeg synes, at jeg var mega uheldig i andet sæts tiebreak, fordi hun ramte ned i krydserne flere gange på vigtige tidspunkter, men jeg holdt hovedet koldt og reddede nogle vilde bolde, så jeg er super glad, siger Tauson til DR.
- Jeg holdt sammen på det. Jeg blev brudt tidligt i andet sæt, men svarede direkte tilbage og viste positiv indstilling i hele kampen, selv om hun ramte med nogle vilde slag. Vi havde mange vilde dueller, hvor vi hakkede bolden fra side til side.
Wimbledon har hidtil i karrieren ellers ikke været Tausons foretrukne turnering, hvor hun inden dette års udgave havde sin første sejr til gode.
- Jeg synes, at jeg har udviklet mig meget siden French Open. Jeg formåede at spille lige så hurtigt som hende (Kalinskaya, red.), det er jeg meget glad for, siger danskeren.
Tauson skulle oprindeligt have spillet på samme bane som landsmanden August Holmgren, men han var ude i en maratonkamp, og derfor blev Tauson rykket til en anden bane.
Efter hendes egen sejr blev hun bekendt med, at landsmanden også formåede at spille sig videre til tredje runde.
- Vi stod og kiggede på den kamp i fire-fem timer, men vi kom ikke i gang på den bane. Jeg blev ved med at kigge på scoreboardet her for at se, om hans kamp kom op, men det gjorde den aldrig. Hold kæft hvor det flot. Han må være lykkelig, siger en overrasket Tauson til DR.
Clara Tauson møder i tredje runde 11.-seedede Elena Rybakina, der vandt Wimbledon i 2022.
/ritzau/