Libanon afviser israelsk krav om soldater i landet efter deadline

13. FEB 2025 • 21:43UDLAND

Israel vil beholde soldater ved fem lokationer i det sydlige Libanon, men Libanon afviser.

Libanon afviser israelsk krav om at beholde soldater i den sydlige del af landet.

Det skriver AFP.

Ifølge våbenhvilen, som trådte i kraft 27. november, skulle både Israel og Hizbollah trække sine soldater ud af det sydlige Libanon inden for 60 dage.

I stedet skulle Libanons hær have tilstedeværelse i området.

Fristen udløb 26. januar, men Israel bad om en forlængelse til 18. februar.

Men ifølge den libanesiske parlamentsformand, Nabih Berri, vil Israel nu beholde soldater udstationeret ved fem forskellige lokationer i det sydlige Libanon.

Det skriver formanden i en udtalelse ifølge AFP.

I udtalelsen beskriver Berri, hvordan USA skulle have informeret ham om, at Israel vil trække sine styrker tilbage fra besatte landsbyer i området, men stadig beholde soldater ved fem forskellige lokationer i landet.

- Jeg informerede dem (USA red.) i mit navn og på vegne af præsident Joseph Aoun og premierminister Nawaf Salam om vores absolutte afvisning (af forslaget red.).

Israelske medier fortalte ligeledes onsdag, at USA har autoriseret en "langsigtet" israelsk tilstedeværelse i den sydlige del af landet, skriver Reuters.

Torsdag bekræfter Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, ifølge Reuters, at Israel har planlagt at beholde soldater ved flere lokationer i landet.

Derfor har Frankrig ifølge udenrigsministeren arbejde på at lave et forslag, der kan "tilfredsstille Israels sikkerhedsforventninger" og stadig få de israelske soldater ud af området inden tidsfristens udløb.

Udenrigsministeren foreslår, at FN's fredsbevarende styrke i landet (UNIFIL) herunder franske soldater, erstatter israelske soldater ved de fem "observationspunkter", hvor Israel gerne vil beholde sin tilstedeværelse.

Ifølge Barrot støtter FN op om idéen.

- Det er nu op til os at overbevise Israel om, at den her løsning sandsynligvis vil tillade en fuldstændig og endelig tilbagetrækning, siger han ifølge Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT