Lena Dunham genopliver Girls med fem nye afsnit
I de fem nye afsnit af Lena Dunhams "Girls" flytter fokus fra 20'ernes turbulens til milepælen at fylde 40 år.
Knap ti år efter at "Girls" oprindeligt sluttede, vender komediedramaserien af og med Lena Dunham tilbage med fem nye afsnit.Det annoncerer streamingtjenesten HBO Max i en video på YouTube.
- Vi har altid sagt, at vi kun ville vende tilbage til "Girls", hvis der var en helt særlig historie, som vi brændte for at fortælle, uddyber Lena Dunham i en pressemeddelelse.
- Jeg har savnet de her karakterer. Men i lang tid kunne jeg ikke rigtig forestille mig dem i nutiden. Så begyndte de pludselig at tale til mig i badet omkring min 40-års fødselsdag, siger hun.
De første seks sæsoner, som blev sendt fra 2012 til 2017, udspiller sig i New York og centrerer sig om en venindegruppe, der er på vej ind i voksenlivet.
I de fem kommende afsnit, som efter planen går i produktion næste år, "retter blikket sig fra 20'ernes turbulens mod den milepæl, det er at fylde 40", lyder det om handlingen.
Ligesom Lena Dunham genoptager sin rolle som Hannah, vender også Allison Williams, Jemima Kirke, Zosia Mamet og Andrew Rannells tilbage i de kommende fem afsnit af "Girls" som veninderne Marnie, Jessa, Shoshanna og vennen Elijah.
HBO oplyser ikke, hvornår de fem nye afsnit rammer skærmen.
Ifølge streamingtjenestens chef for komedieserier, Amy Gravitt, bliver det ventetiden værd.
- Det er en voldsom underdrivelse at sige, at verden har ændret sig, siden vi sidst så Hannah, Marnie, Shoshanna, Jessa og Elijah.
- Men vi ved, at både gamle og nye fans vil glæde sig over at se, hvordan de har udviklet sig - og være lettede over, at de stadig er de "Girls", vi kendte dengang, lyder det i pressemeddelelsen.
"Girls" har modtaget en stribe priser i årenes løb. Blandt andet blev "Girls" i 2013 kåret til Bedste Komedieserie ved Golden Globe-uddelingen, ligesom Lena Dunham blev hædret med en statuette for sin præstation i serien.
RITZAU
