KØB ABONNEMENT

To ledere af Indiens Kakerlak-bevægelse fængsles i fem dage

UDLAND • 14. OKT 2026 • 06:48

Få dage efter at de var tilbageholdt sidst, er to ledere af den indiske Kakerlak-bevægelse blevet fængslet.

En indisk domstol har påbudt, at to ledere af Kakerlak-bevægelsen skal fængsles i fem dage.

Det oplyser ungdomsbevægelsens stifter, Abhijeet Dipke, i et opslag på det sociale medie X.

Der er tale om Saurav Das og Ashutosh Ranka, der ligesom ham er i bevægelsens ledelse, skriver han.

Meldingen om deres fængsling kommer, dagen efter at de trængte ind på et sted, der er populært at benytte til demonstrationer.

Her råbte de slogans, der krævede valgkommissær Gyanesh Kumars afgang.

Det var dog i strid med et forbud mod demonstrationer på stedet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gyanesh Kumar har besluttet at lave nogle vælgerlister, som ifølge kritikere tilgodeser premierminister Narendra Modis parti, BJP.

Oppositionspolitikere og kritikere har sagt, at ændringen kan betyde, at millioner mister deres stemmeret.

Valgkommissionen siger selv, at ændringen er lavet for at fjerne gengangere og personer, der ikke er stemmeberettigede.

I opslaget på X skriver Dipke, at hans to kolleger blev fængslet "for at flage med nationalflaget". Han henvender sig desuden direkte til Narendra Modi.

- Vis noget mandsmod, Narendra Modi. Hvis du er så fastbesluttet på at knuse modstanden, så hav modet til officielt at erklære undtagelsestilstand i stedet for at gemme dig bag de her kujonagtige taktikker, skriver han.

Saurav Das og Ashutosh Ranka blev også tirsdag tilbageholdt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Søndag blev både de og Dipke løsladt efter at have været tilbageholdt siden lørdag, skrev en advokat for bevægelsen på X.

Betingelsen for deres løsladelse var, at de ikke skulle begå nogen fredskrænkelser i et år. Det blev ikke uddybet, hvad der mentes med fredskrænkelser.

De tre blev tilbageholdt forud for en stor demonstration lørdag.

Politiet bad Dipke aflyse demonstrationen, fordi den var blevet gjort forbudt af myndighederne.

Demonstrationen blev af Kakerlak-bevægelsen beskrevet som et forsøg på at "redde demokratiet".

Mange demonstranter blev også tilbageholdt lørdag.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT