Ledende hamasmedlem dør i israelsk varetægt på Vestbredden

26. JUL 2024 • 01:26UDLAND

63-årige Mustafa Muhammad Abu Ara har mistet livet i israelsk varetægt, oplyser Det Palæstinensiske Selvstyre.

Et ledende medlem af den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas har mistet livet i israelsk varetægt på den besatte Vestbred.

Det oplyser Det Palæstinensiske Selvstyre fredag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge en kommission i selvstyret, som arbejder med tilbageholdte palæstinensere, er der tale om 63-årige Mustafa Muhammad Abu Ara.

Han har mistet livet efter en betydelig tilbagegang i helbredet, lyder det fra kommissionen.

Det skete, efter at han blev indlagt på et hospital efter at have siddet i fængsel i Ramon i den sydlige del af Israel.

- Han led af alvorlige problemer med helbredet, allerede inden han blev tilbageholdt, og han havde brug for opfølgende behandling.

- Men siden han blev anholdt, har sheikh Abu Ara, som alle andre fanger, måttet stå model til hidtil usete forbrydelser, lyder det fra Det Palæstinensiske Selvstyre.

Ifølge kommissionen blev Abu Ara, som blev anholdt i oktober sidste år, udsat for tortur og nægtet lægebehandling. Israel har endnu ikke kommenteret hans død.

Det står heller ikke umiddelbart klart, hvorfor Mustafa Muhammad Abu Ara var tilbageholdt af Israel, eller om han var dømt for noget.

I Israel har politiet lov til at tilbageholde folk efter reglen om "administrativ tilbageholdelse".

Det betyder, at man ikke har ret til at få at vide, hvad man er mistænkt for, og at man ikke har ret til en retssag.

Der er ikke nogen fastsat grænse for, hvor længe politiet må tilbageholde en person.

Mindst 18 palæstinensere har mistet livet i israelsk varetægt, siden starten på den nuværende krig i Gazastriben begyndte 7. oktober.

Her angreb Hamas Israel og dræbte ifølge en israelsk optælling flere end 1100 mennesker og tog 250 gidsler med tilbage til Gazastriben.

Ifølge sundhedsmyndighederne i Gazastriben har Israels modangreb kostet flere end 39.000 palæstinensere livet.

Næsten hele områdets 2,3 millioner store befolkning er blevet sendt på flugt fra deres hjem, og store dele af striben ligger i ruiner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT