Lavrov og Rubio har talt sammen om Ukraine
Rusland og USA vil holde kommunikationskanal åben for blandt andet at drøfte et kommende topmøde samt Ukraine.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har talt i telefon med sin amerikanske kollega, Marco Rubio.Det meddeler udenrigsministerierne i USA og Rusland lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I løbet af samtalen understregede Rubio, at USA's præsident, Donald Trump, er fast besluttet på at finde en løsning på den knap tre år lange krig i Ukraine.
Det meddeler det amerikanske udenrigsministerium.
De to ministre vil opretholde kontakten, blandt andet for at kunne forberede et kommende topmøde mellem Trump og Ruslands præsident, Vladimir Putin, hedder det fra Rusland.
Kommunikationen skal holdes åben for at "kunne tackle de akkumulerede udfordringer i forholdet mellem Rusland og USA". Det meddeler det russiske ministerium ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.
- Dette initiativ har til formål at fjerne de ensidige barrierer, der kommer fra den tidligere administration, og bane vej for gensidigt fordelagtigt samarbejde inden for handel, økonomi og investering, lyder det fra Ruslands udenrigsministerium.
USA's udenrigsministerium bekræfter, at Lavrov og Rubio har drøftet et muligt samarbejde på en række områder, skriver Reuters.
Opkaldet skete på initiativ fra USA, meddeler Ruslands udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Interfax.
- De to parter udtrykte deres gensidige vilje til at samarbejde om presserende internationale spørgsmål, herunder løsningen omkring Ukraine, situationen omkring Palæstina og generelt i Mellemøsten, lyder det i en meddelelse fra ministeriet i Moskva.
- Sergej Lavrov og Marco Rubio bekræftede deres vilje til at arbejde sammen om at genoprette en gensidigt respektfuld mellemstatslig dialog i overensstemmelse med den tone, der blev sat af præsidenterne.
Onsdag talte Trump og Putin i telefon sammen i over en time.
Det er angiveligt den første direkte kontakt mellem præsidenterne fra USA og Rusland, siden Putin havde et opkald med Joe Biden. Det fandt sted, kort før at Putin beordrede titusindvis af soldater ind i Ukraine i februar 2022.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor længe samtalen mellem Rubio og Lavrov varede.
/ritzau/