Kristersson skal overtale Erdogan til svensk Nato-medlemskab

8. NOV 2022 • 10:20UDLAND

Tyrkiets præsident Erdogan mener, at Sverige beskytter militante, og han har derfor forhalet Nato-optagelse.

Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, er tirsdag i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Det er han i et forsøg på at få Tyrkiet til at godkende, at Sverige indtræder i Nato.

Kristersson skal føre forhandlinger med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Erdogan har beskyldt Sverige for at beskytte militante. Han har derfor forhalet svenskernes optagelse i den militære alliance.

I et indlæg i avisen Aftonbladet skrev Erdogans pressechef, Fahrettin Altun, mandag, at Kristerssons besøg i den tyrkiske hovedstad er "en historisk mulighed for Sveriges optagelse i Nato".

- Vi er forsigtigt optimistiske med hensyn til, hvorvidt den svenske regering vil tage konkrete skridt på baggrund af vores bekymringer i forbindelse med terrorisme, lød det.

De tyrkiske indvendinger mod Sveriges optagelse i den vestlige alliance er knyttet til det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK, samt andre militante grupper. Også et svensk forbud mod eksport af våben til Tyrkiet genererer tyrkerne.

Sverige og Finland fik i juni Tyrkiet til at opgive landets veto mod en Nato-optagelse af de to nordiske lande.

Der blev dengang underskrevet en aftale om, at svenskerne og finnerne skulle finde løsninger på de tilbageværende problemer.

Der har ikke mindst været uenighed omkring den militante kurdiske gruppe YPG. Den har spillet en nøglerolle i USA's og EU's samt andre vestlige landes kamp mod Islamisk Stat.

Tyrkiet mener, at gruppen er forbundet til PKK. Tyrkerne kræver støtten til gruppen bremset, hvis Sverige skal optages i Nato.

28 af Natos 30 medlemslande har godkendt en optagelse af Sverige og Finland. Ungarn ventes at opgive sit forbehold inden for kort tid.

Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, har op til Kristerssons besøg i Ankara lagt afstand til YPG og dens politiske gren, partiet PY.

- Der er en for tæt kobling mellem disse organisationer og PKK, som står på EU's terrorliste, sagde Tobias Billström til Sveriges Radios nyhedstjeneste lørdag.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT