Kosovos parlament vælger præsident og afværger et nyvalg
Indbyggere i Kosovo har været til valg tre gange på under to år. Valg af præsident afværger et fjerde valg.
Kosovos parlament har natten til onsdag valgt Justina Shiroka Pula som landets nye præsident.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Afstemningen i det kosovoske parlament fandt sted kort før udløbet af en frist, som kunne have udløst Kosovos fjerde parlamentsvalg på mindre end to år.
Medlemmerne af parlamentet genvalgte i september Albin Kurti som premierminister og godkendte hans regering.
Det er efter forhandlingerne med oppositionen, at det er lykkedes Kurtis regering at sikre det flertal på to tredjedele, der er nødvendigt for at kunne vælge en præsident.
Kurtis parti fik godt 51 procent af stemmerne ved det seneste valg i december, hvilket var mere end de 42 procent, som partiet fik ved valget i februar 2025.
Partiet kunne dog ikke opnå enighed med de øvrige partier om en kandidat til præsidentposten. Derfor blev parlamentet opløst i april, og der blev udskrevet endnu et nyvalg.
Oppositionens parlamentsmedlemmer gik tirsdag ifølge AFP med til at stemme på Pula, efter at Kurti havde godkendt en lov, der skal begrænse beføjelserne for en særlig domstol for krigsforbrydelser.
Den særlige domstol kendes under navnet Kosovo Specialist Chamber.
Kosovos tidligere præsident Hashim Thaci og tre andre tidligere prominente skikkelser fra Kosovos Befrielseshær blev i september kendt skyldige i krigsforbrydelser ved særdomstolen i den hollandske by Haag.
Begivenhederne fandt sted mellem 1998 og 1999 og i perioden lige efter.
Det var under et oprør mod Serbien, hvilket førte til Kosovos selvstændighed mindre end ti år senere.
Premierminister Albin Kurti har efterfølgende kaldt dommene over de fire tidligere prominente skikkelser fra Kosovos Befrielseshær en "uacceptabel uretfærdighed".
Den særdomstol i Haag, der afsagde dommen, er stærkt upopulær i Kosovo.
Det lille Balkan-land var tidligere en provins i Serbien med knap to millioner indbyggere.
Cirka 90 procent af befolkningen var - lige som i dag - etniske albanere. En befolkningsgruppe, der blev stærkt forfulgt under den afdøde serbiske leder Slobodan Milosevics styre.
Nato greb ind i konflikten og stoppede den, da op mod halvdelen af Kosovos befolkning flygtede ud af provinsen i foråret 1999.
RITZAU
