Japans premierminister takker Donald Trump efter valgsejr

8. FEB 2026 • 17:39UDLAND

Japans premierminister, Sanae Takaichi, ser grænseløst potentiale i landets alliance med USA.

Japans premierminister, Sanae Takaichi, takker USA's præsident, Donald Trump, for hans "varme ord" som opbakning, efter at hendes parti sikrede sig et stort flertal i Japans underhus ved valget søndag.

Det skriver hun i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg ser frem til at besøge Det Hvide Hus til foråret og til at fortsætte vores samarbejde for at styrke USA-Japan-alliancen yderligere, skriver hun.

- Vores alliance og venskab med USA er bygget på dyb tillid og tæt, stærkt samarbejde. Potentialet i vores alliance er grænseløst, tilføjer den japanske premierminister.

I opslaget har hun delt et billede af et opslag fra Donald Trump, hvor han inden valget i Japan kaldte det "rigtig vigtigt for Japans fremtid".

- Premierministeren, Sanae Takaichi, har allerede bevist, at hun er en stærk, magtfuld og vis leder, som oprigtigt elsker sit land, skrev han blandt andet.

Ifølge valgstedsmålinger vandt Det Liberale Demokratiske Parti (LDP) med Takaichi i spidsen en overbevisende sejr i parlamentsvalget søndag, skriver japanske medier ifølge Reuters.

Partiet står til at gå fra de nuværende 198 til omkring 300 pladser og dermed opnå flertal i underhuset, der i alt har 465 pladser, blot tre måneder efter, at Takaichi blev valgt som partiformand og samtidig Japans første kvindelige premierminister.

Også USA's finansminister, Scott Bessent, glæder sig over valgresultatet i Japan og kalder det en "stor sejr" til Sanae Takaichi.

- Premierministeren udskrev et lynvalg... og sikke en stor sejr, hun har opnået, siger han ifølge AFP til den amerikanske tv-station Fox News og tilføjer, at Takaichi har et fremragende forhold til Trump.

- Og når Japan er stærkt, så er USA stærkt i Asien, siger Bessent.

Trump besøgte Japan i oktober, hvor han og Takaichi underskrev en rammeaftale om et samarbejde om forsyningen af kritiske mineraler og sjældne jordarter.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT