Italiens Meloni på overraskende visit hos Trump i Florida
Kort før Bidens rejse til Italien for at mødes med Meloni, har Meloni været på uofficielt besøg hos Trump.
Den italienske premierminister, Giorgia Meloni, har lørdag været på et uventet besøg hos USA's kommende præsident, Donald Trump.Det viser billeder, som den italienske premierministers kontor har sendt til flere medier af Trump og Meloni side om side på Trumps luksusresort Mar-a-Largo i Florida.
Meldinger og billeder om besøget overrasker, da der ikke har været nogen officielle meldinger om besøget mellem de to.
Ud over billedet har der ikke været en tilhørende udtalelse eller begrundelse for besøget, og det har ikke været muligt for nyhedsbureauet AFP at få svar på spørgsmål om besøget.
Flere amerikanske medier skriver ifølge AFP, at besøget inkluderede en middag og en filmvisning mellem de to personer.
Billeder af Trump og Meloni pryder flere italienske avisers forsider søndag.
Det italienske besøg i Florida kommer kort før, at USA's nuværende præsident, Joe Biden, rejser til Italien for blandt andet at mødes med Meloni og senere pave Frans.
Biden rejser til den italienske hovedstad, Rom, fra 9. til 12. januar. Her skal han blandt andet mødes med paven for at "diskutere indsatsen for at skabe mere fred i verden", lød det fra Det Hvide Hus i forbindelse med annonceringen af besøget.
Biden vil desuden tale om "vigtige udfordringer, som verden står overfor" med Meloni, lød det videre.
Billederne fra Melonis besøg i Florida over weekenden viser hende også give hånd til Marco Rubio, der er senator i Florida.
Meloni er en blandt flere verdensledere, der har aflagt Trump et besøg, efter at han vandt præsidentvalget i begyndelsen af november.
Det tæller blandt andre den canadiske premierminister, Justin Trudeau.
Han rejste til Florida i slutningen af november, efter at Trump meldte ud, at en af hans første officielle handlinger i sit nye embede ville være, at lægge 25 procents told på canadisk import til USA.
/ritzau/