Israels regering får godkendelse til at svare igen på raketangreb

28. JUL 2024 • 23:38UDLAND

Efter at raket dræbte børn, har Israel lovet et "hårdt" modsvar. Nu lader det til at være et skridt nærmere.

Medlemmerne af Israels sikkerhedskabinet har godkendt, at landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsministeren kan træffe en beslutning om et modsvar til Hizbollah-bevægelsen.

Det oplyser det israelske premierministerkontor søndag aften på det sociale medie X.

Søndag har kabinettet været i møde, efter at en raket affyret fra Libanon lørdag dræbte 12 børn og yngre mennesker ved en fodboldbane i landsbyen Majdal Shams i det israelskbesatte område Golanhøjderne.

Israel har beskyldt den libanesiske bevægelse Hizbollah for at stå bag. Hizbollah har afvist.

Den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, har varslet, at Israel vil "ramme fjenden hårdt".

Nu er det blevet fastslået, at han og premierministeren kan beordre et modsvar.

- Mødet i sikkerhedskabinettet er afsluttet, skriver premierministerkontoret på det sociale medie X.

- Medlemmerne af kabinettet har godkendt, at premierministeren og forsvarsministeren kan beslutte en måde og timingen i modsvaret til terrororganisationen Hizbollah.

Opslaget uddyber ikke, hvilken form for modsvar der bliver tale om.

I løbet af søndag har der været angreb fra israelske jagerfly i det sydlige Libanon. Men forventningen har været, at der ville komme en større reaktion.

Hizbollah og Israel har næsten dagligt rettet angreb mod hinanden i grænseområdet.

Søndag har også Det Hvide Hus beskyldt Hizbollah for at stå bag angrebet på fodboldbanen.

- Dette angreb blev udført af libanesiske Hizbollah. Det var deres raket, og den blev affyret fra et område, som de kontrollerer, står der i den amerikanske udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag meddelte Hizbollah indledningsvist, at bevægelsen havde affyret raketter mod israelske militærmål.

Men gruppen har efterfølgende ifølge Reuters sagt, at den "absolut intet" har at gøre med angrebet på Majdal Shams, hvor der hovedsageligt bor det arabisktalende folk druserne, som tilhører en særlig gren af islam.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT