Israels regering afskediger Shin Bets efterretningschef
Shin Bet erkendte for få uger siden svigt under angreb 7. oktober. Nu er efterretningschefen blevet fyret.
Chefen for den israelske efterretningstjeneste Shin Bet, Ronen Bar, er blevet afskediget.Det fremgår natten til fredag af en udtalelse fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor ifølge AFP.
- Regeringen har enstemmigt godkendt premierminister Benjamin Netanyahus forslag om at afslutte efterretningschef Ronen Bars ansættelse, står der i udtalelsen.
Afskedigelsen var ventet, efter at Netanyahu mandag fortalte, at han ønskede Bar fjernet fra posten.
- På grund af en vedvarende mangel på tillid har jeg besluttet at foreslå regeringen at afslutte embedsperioden for Shin Bet-chefen, Ronen Bar, sagde han i en videotale ifølge AFP.
Meldingen kom, efter at Shin Bet tirsdag 4. marts erkendte, at den svigtede, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023, og omkring 1200 personer, primært civile, blev dræbt.
En intern undersøgelse afslørede ifølge AFP, at hvis "Shin Bet havde handlet anderledes - både i årene op til angrebet og på natten for angrebet - kunne massakren have været forhindret".
Ronen Bar tog efter offentliggørelsen af undersøgelsen ansvar for svigtet.
- Som leder af organisationen vil jeg bære denne tunge byrde på mine skuldre resten af mit liv, sagde han.
Bars embedsperiode stod inden afskedigelsen til at udløbe i oktober 2026.
Han blev udnævnt som efterretningschef, mens Netanyahu og hans parti, Likud, kortvarigt var en del af den israelske opposition fra juni 2021 til december 2022.
Ifølge AFP havde Netanyahu og Bar allerede et anstrengt forhold til hinanden, inden Hamas angreb Israel i oktober 2023.
Årsagen til det anstrengte forhold var ifølge nyhedsbureauet blandt andet uenighed om de omstridte retsreformer, som Netanyahu delvist lykkedes med at gennemføre i 2023.
Reformplanerne fik i ugevis utilfredse israelere til at gå på gaden, mens andre gik på gaden for at bakke op om reformplanerne.
/ritzau/