Israels krigskabinet splittet om modsvar på Irans angreb

14. APR 2024 • 21:04UDLAND

Krigskabinet er ifølge kilder ikke enige om timingen og skalaen for et modsvar på Irans angreb mod landet.

Israels krigskabinet er splittet, når det gælder landets modsvar på Irans angreb med droner og missiler.

Det siger israelske embedskilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge kilderne går et flertal i kabinettet ind for, at der kommer et modsvar.

Men de er uenige i timingen, og hvilken skala det skal være i.

Krigskabinettet, som blandt andre premierminister Benjamin Netanyahu er en del af, har mødtes søndag og ventes at samles igen for yderligere drøftelser, skriver Reuters.

Det sker, efter at Iran lørdag aften iværksætte et luftangreb mod landet.

Israels militær meldte søndag morgen dansk tid ud, at Iran havde affyret over 300 droner og missiler. Ifølge militæret blev 99 procent af disse afværget

Krigskabinettet blev oprettet i kølvandet på Hamas' angreb på Israel 7. oktober.

Det spiller en vigtig rolle i at træffe beslutninger om krigen i Gaza, som Israel og den militante palæstinensiske bevægelse har ført mod hinanden siden angrebet i oktober.

Weekendens angreb var det første direkte nogensinde fra Iran mod israelsk territorie.

Sirenerne begyndte at hyle i Israel omkring klokken 02.00 lokal tid.

De kunne høres ved Dødehavet, i Jerusalem og Samaria-regionen, skrev CBS News. Ifølge Israels hær blev 12 mennesker såret, heriblandt en syvårig pige.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har på det sociale medie X sagt, at Israel vil "vinde" - uden at uddybe yderligere.

- Vi opsnappede, vi afværgede, sammen vinder vi, har Netanyahu skrevet.

Også sent natten til søndag, da angrebet var gået i gang, var der meldinger om, at krigskabinettet var samlet. Det skete i Tel Aviv, oplyste Netanyahus kontor.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU