Israel udfører fem angreb i det sydlige Beirut

6. OKT 2024 • 01:57UDLAND

Eksplosioner er lørdag aften blevet hørt i det sydlige Beirut, hvor Israel har udført flere angreb.

Det sydlige Beirut og flere forstæder er lørdag blevet ramt af fem israelske luftangreb, hvoraf fire af dem var "meget voldsomme".

Det beretter Libanons nationale nyhedsbureau natten til søndag.

- Israelske krigsfly udførte fire meget voldsomme angreb på (Beiruts, red.) sydlige forstæder og et angreb på Choueifat-området, lyder det fra Libanons nyhedsbureau.

Nyhedsbureauet AFP har korrespondenter til stede i Beirut. De fortæller, at de har hørt flere eksplosioner og set røg stige op syd for Beirut.

Tidligere på aftenen opfordrede den israelske hær indbyggere i en række af Beiruts sydlige forstæder til at evakuere området.

Det skete med opfordringer på sociale medier, skriver AFP.

- Af hensyn til dig selv og dine familiemedlemmers sikkerhed skal du straks evakuere fra de udpegede bygninger og dem, der støder op til dem, og bevæge dig mindst 500 meter væk fra dem, lød det fra militærets talsmand Avichay Adraee.

På opslagene er der ifølge nyhedsbureauet vedhæftet satellitbilleder af de pågældende områder i Burj el-Barajneh, Haret Hreik og Choueifat.

Natten til søndag siger Hizbollah-bevægelsen, at den har afværget et israelsk forsøg på at storme en libanesisk grænselandsby.

- Hizbollah brugte artillerigranater mod fjendtlige israelske soldater, der forsøgte af infiltrere Blida, og tvang dem til at trække sig tilbage, skriver den iranskstøttede gruppe i en udtalelse.

Blida er en landsby i det sydlige Libanon.

Siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud for snart et år siden, er situationen blevet mere anspændt i Mellemøsten. Internationalt er der nu frygt for en regional storkrig efter den seneste tids udviklinger.

Efter godt to ugers intensiverede luftangreb mod det sydlige Libanon, hvor Hizbollah-bevægelsens øverste leder, Hassan Nasrallah, blev dræbt fredag i sidste uge, indledte Israel natten til tirsdag en landoffensiv i det sydlige Libanon.

Samtidig med landoffensiven fortsætter Israel sine luftangreb mod Libanon.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT