Israel melder sig klar til at forhandle om våbenhvile i Gaza

16. MAR 2025 • 01:43UDLAND

Israel ønsker at forlænge indledende fase af våbenhvile, mens Hamas vil forhandle om varig afslutning på krig.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har bedt sit hold af forhandlere om at fortsætte samtaler om våbenhvile i Gaza.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra premierministerens kontor lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

De israelske forhandlere vil være i indirekte kontakt med Hamas, lyder det.

Der er flere lande, der har ageret mæglere i konflikten mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse.

Tidligere på ugen meldte Hamas sig klar til at genoptage forhandlinger om våbenhvile i Gaza.

Samtalerne er gået i hårdknude, efter at første fase af våbenhvilen udløb for to uger siden. Den første fase førte til seks uger med relativt rolige forhold i Gazastriben og udveksling af gidsler og fanger.

Efter at fase et var udløbet, valgte Israel at bremse adgangen for lastbiler med nødhjælp til Gaza.

Israel har sagt, at landet ønsker at forlænge første fase, mens Hamas omvendt kræver, at anden fase sættes i gang. Den skal føre til, at krigen i Gaza når en permanent afslutning.

Et af de centrale spørgsmål i forhandlingerne har været de israelske gidsler, som har været tilbageholdt i Gaza siden Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

En del af dem blev frigivet tilbage i 2023, mens flere er blevet overdraget til Israel under den nylige våbenhvile.

Hamas har dog fortsat flere gidsler i sin varetægt. Heriblandt det israelsk-amerikanske gidsel Edan Alexander, som den militante gruppe tidligere på ugen sagde, at man var villig til at frigive.

Ifølge Reuters menes 21-årige Edan Alexander at være det sidste levende amerikanske gidsel i Gaza. Han tjente som soldat i det israelske militær.

Fra USA har det lydt, at det er en "topprioritet" for landet, at Edan Alexander frigives. Det sagde USA's særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, i begyndelsen af marts.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT