Israel meddeler angreb mod Hizbollah trods våbenhvile
Der er ikke umiddelbart meldinger om nogen dræbte, efter at Israel har angrebet våbenlagre i Libanon.
Israel har rettet angreb mod to steder i Libanon, hvor der ifølge Israel blev opbevaret våben tilhørende den militante bevægelse Hizbollah.Det oplyser landets militær sent torsdag i et opslag på sociale medier, skriver nyhedsbureauet AFP.
Her lyder det, at israelske styrker "udførte et præcist angreb på libanesisk territorium to steder, hvor der var Hizbollah-våben, der udgjorde et brud på aftalen om våbenhvile."
Siden 27. november har der været våbenhvile mellem Israel og Hizbollah. Den trådte i kraft efter mere end et år med angreb fra begge sider - heriblandt to måneders krig.
På trods af våbenhvilen har Israel dog flere gange udført angreb i Libanon, og både Israel og Hizbollah har beskyldt hinanden for ikke at overholde aftalen.
I slutningen af januar oplyste libanesiske myndigheder eksempelvis, at 15 var blevet dræbt, og at 83 var blevet såret som følge af israelsk beskydning i libanesiske grænsebyer. Ifølge Israel var der tale om "varselsskud for at fjerne trusler".
Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om sårede eller dræbte i torsdagens angreb.
Hizbollah har ikke umiddelbart kommenteret torsdagens meldinger fra Israel.
Aftalen om våbenhvile indebar, at Hizbollah-krigere skulle trække sig fra området syd for Litani-floden, mens israelske soldater skulle forlade Libanon inden for en 60 dages tidsramme.
Den 26. januar var de 60 dage gået, og perioden blev i stedet forlænget til 18. februar.
En mangeårig konflikt mellem Israel og Hizbollah eskalerede efter den palæstinensiske militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 og Israels iværksættelse af krigen mod Hamas i Gaza.
Hizbollah er allieret med Hamas og begyndte efter 7. oktober 2023 at sende raketter fra Libanon ind over grænsen til Israel.
Det skete angiveligt i solidaritet med Hamas.
Israel svarede igen med luftangreb den anden vej.
/ritzau/
