Vaks ansat rømmede sommerlejr i Texas forud for oversvømmelser
Lejrledere fik vækket 70 sovende børn og voksne, inden vandmasser fredag nåede til sommerlejren Mo-Ranch.
Da floden Guadalupe natten til fredag gik over sine bredder i den amerikanske delstat Texas, lykkedes det egenhændigt lejrledere at rømme sommerlejren Mo-Ranch for de omkring 70 børn og voksne, der lå og sov i en bygning nær floden.Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).
Evakueringen af lejren skete til trods for, at de lokale myndigheder ikke havde advaret om, at der var risiko for oversvømmelser i området.
Klokken var omkring 01 natten til fredag, da lejrens driftsansvarlige Aroldo Barrera opdagede, at vandstanden i Guadalupe-floden var støt stigende.
Han tog straks fat i sin leder, der havde fulgt med i meldingerne om, at kraftigt regnvejr havde direkte kurs i retning mod den kristne sommerlejr.
Lejrledere fik herefter vækket både de sovende børn og voksne.
- De hjalp dem med at pakke. De fik vækket dem, de fik dem ud, og de fik dem flyttet til et højere beliggende område, siger Lisa Winters, der er kommunikationschef for Mo-Ranch til AP.
Dermed lykkedes det sommerlejren at undgå den katastrofe, som vandmasserne førte med sig, da de nåede sommerlejren Mystic, der ligger i samme område af Texas.
Her mistede mindst 27 personer livet, da vandmasserne skyllede ind over den kristne pigelejr. Ti piger fra lejren savnes fortsat.
Optællinger fra de forskellige amter i Texas viser, at mindst 104 personer har mistet livet i delstaten som følge af oversvømmelserne.
Kerr County er hårdest ramt med 84 døde - heraf 28 børn.
Ingen af de omkomne var deltagere på sommerlejren Mo-Ranch, fortæller Lisa Winters til AP.
Historien havde været en ganske anden, hvis ikke ledende kræfter på lejren løbende havde holdt øje med vejrudsigter og vandstanden i floden, vurderer hun.
Flere amerikanske medier har skrevet, at der ingen sirener eller tidlige varsler lød om oversvømmelserne. I stedet kom advarslerne som sms'er, der hvor telefonforbindelsen tillod det.
Der er sket flere materielle skader på sommerlejren Mo-Ranch som følge af vandmasserne. Winters beskriver, hvordan en kajak i aluminium efterfølgende var viklet om et træ, så den lignede en kringle.
- Det viser bare, hvilken kraft vandet havde. Jeg ved ikke, hvordan nogen mennesker kunne overleve. Vi er velsignede, siger hun til AP.
/ritzau/