Iransk valuta slog bundrekord efter angreb mod Israel

15. APR 2024 • 03:44UDLAND

Søndag kostede det på de uofficielle markeder i en overgang 705.000 iranske rial at købe en amerikansk dollar.

Den iranske valuta, rial, faldt i en overgang søndag til sit laveste niveau over for den amerikanske dollar nogensinde.

Det skriver mediet CNBC News på baggrund af data fra Bonbast, der analyserer valutakurser.

Værdien faldt, så det på de uofficielle valutamarkeder krævede 705.000 rial at købe en amerikansk dollar.

De uofficielle markeder dækker groft sagt over den markedsplads, hvor valuta kan veksles uden for lovgivningen og de finansielle myndigheder.

Kursen er siden steget en smule igen.

Kursfaldet skete, efter at Iran lancerede et historisk angreb mod Israel.

Angrebet har skabt yderligere frygt for en storkonflikt i Mellemøsten, og FN's generalsekretær, António Guterres, har advaret om faren for en ødelæggende konflikt.

Irans angreb, der blev iværksat lørdag aften, omfattede over 300 missiler og droner.

Rial kan ikke veksles til dollar på de officielle valutamarkeder på grund af det anspændte forhold mellem Iran og USA.

USA har i mange år pålagt Iran en række sanktioner som følge af blandt andet landets atomprogram.

Det iranske styre har fastsat en vekselkurs på 42.000 rial for én dollar, men i praksis kan man på grund af restriktionerne ikke regne med prisen.

Den daværende amerikanske præsident Donald Trump trak i 2018 USA ud af den internationale atomaftale med Iran.

Som følge af aftalen skulle Iran afvikle centrale dele af sit atomprogram. Til gengæld ville omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod iranerne.

Iran hævder selv, at landets atomprogram kun har fredelige formål.

USA genindførte efter ophævelsen af aftalen en række sanktioner mod Iran, hvor den officielle inflation for nylig er opgjort til 40 procent, men analytikere og insidere vurderer, at den er over 50 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU