Iran: Vi er i total krig med USA og Europa

28. DEC 2025 • 04:58UDLAND

Irans præsident kalder igangværende konflikt med Israel og vestlige lande værre end krig mod Irak i 1980'erne.

Irans præsident, Masoud Pezeshkian, mener, at både USA, Israel og Europa fører krig mod hans land.

- Efter min mening er vi i total krig med USA, Israel og Europa. De vil bringe vores land i knæ, siger præsidenten til den officielle hjemmeside for Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udtalelsen kommer seks måneder efter, at Israel og USA gennemførte angreb mod Iran.

- Denne krig er værre end den, der blev ført mod os af Irak. Ved nærmere eftersyn er den langt mere kompleks og vanskelig, tilføjer han.

Præsidenten henviser til konflikten mellem Irak og Iran fra 1980-1988, som kostede hundredtusindvis af menneskeliv.

USA og dets allierede beskylder Iran for at forsøge at skaffe sig atomvåben, hvilket styret i Irans hovedstad, Teheran, gentagne gange har afvist.

De indædte fjender Israel og Iran var i juni involveret i en 12 dage lang krig, der blev udløst af et hidtil uset israelsk angreb på iranske militæranlæg og atomanlæg samt civile områder.

Ifølge iranske myndigheder mistede flere end 1000 mennesker livet i angrebene.

USA tilsluttede sig senere den militære aktion mod Iran og bombede tre atomanlæg i landet.

De amerikanske bomber fik ødelagt forhandlingerne om Irans atomprogram, der begyndte i april.

USA og Iran afholdt tidligere på året fem runder af atomforhandlinger i forsøget på at lande en aftale. Den skal erstatte atomaftalen fra 2015, som USA trak sig fra for syv år siden.

Forhandlingerne gik dog i stå, da USA sammen med Israel i juni udførte angreb mod de iranske atomanlæg. Ifølge landene skete det for at forhindre Iran i at blive en militær atommagt.

Frankrig, Storbritannien og Tyskland stod i september bag genindførelsen af FN-sanktioner mod Iran i forbindelse med landets atomprogram, skriver AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT