FN indkalder til hastemøde efter Israels blåstempling af Somaliland
Israels kontroversielle anerkendelse af Somaliland som suveræn stat får FN's Sikkerhedsråd til at mødes.
FN's Sikkerhedsråd indkalder til et hastemøde mandag om Israels anerkendelse af Somaliland som en selvstændig stat.Det skriver nyhedsbureauet dpa og The Times of Israel.
Forud for mødet i Sikkerhedsrådet har 21 overvejende muslimske lande lørdag udsendt en fælles erklæring, hvori de advarer om, at Israels beslutning kan få alvorlige konsekvenser for fred og sikkerhed i regionen. Det skriver dpa.
Fredag anerkendte Israel som det første land i verden formelt Somaliland som en uafhængig og suveræn stat. Det udløste fordømmelse fra Somalias regering og regionale partnere.
Flere lande i regionen beskylder Israel for at underminere Somalias suverænitet og territoriale integritet.
Somaliland, der erklærede sig uafhængigt af Somalia i 1991, har i årtier arbejdet for international anerkendelse.
Det har været en hovedprioritet for præsident Abdirahman Mohamed Abdullahi, siden han tiltrådte sidste år.
Den Afrikanske Union (AU) afviser enhver form for anerkendelse af Somaliland. Det samme gør EU.
En talsperson for EU's udenrigsanliggende siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at man bør respektere Somalias suverænitet i overensstemmelse med landets forfatning, Den Afrikanske Unions chartre og FN's charter.
- Dette er afgørende for fred og stabilitet på hele Afrikas horn, siger talspersonen Anouar El Anouni i en erklæring.
- EU opfordrer til meningsfuld dialog mellem Somaliland og Somalias føderale regering for at løse langvarige uoverensstemmelser, tilføjer han.
Israel mener, at anerkendelsen af Somaliland er et naturligt skridt efter indgåelsen af Abraham-aftalerne for nogle år siden.
Det er en række aftaler mellem Israel og arabiske lande om at normalisere deres forbindelser til hinanden. Aftalerne blev forhandlet på plads af USA's præsident, Donald Trump, under hans første præsidentperiode.
/ritzau/
