Iran løslader fransk statsborger efter kontroversiel dom

13. JUN 2024 • 00:28UDLAND

Louis Arnaud lander torsdag i Frankrig efter iransk fængselsdom, der er blevet beskrevet som grundløs.

Den franske statsborger Louis Arnaud er blevet løsladt fra afsoning af en fængselsdom på fem år i Iran og kan vende hjem til sit fødeland.

Det oplyser Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i et opslag på det sociale medie X.

- Louis Arnaud er fri. Han lander i Frankrig i morgen (torsdag, red.) efter en lang indespærring, skriver Macron.

Louis Arnaud er en af fire franske statsborgere, der siden 2022 har været fængslet i Iran.

Den franske regering har beskrevet tilbageholdelserne som grundløse og en de facto statslig gidselstagning.

Louis Arnaud fik sin fængselsdom for angivelige overtrædelser af en ikke nærmere beskrevet sikkerhedslov i november.

- Jeg har i aften også talt med Cecile, Jacques og Olivier. Jeg opfordrer Iran til øjeblikkeligt at løslade dem, skriver Macron med henvisning til de tre andre tilbageholdte franskmænd.

Forholdet mellem Frankrig og Iran er på baggrund af tilbageholdelserne forværret i løbet af de seneste måneder.

Frankrig er på samme tid bekymret for Irans aktiviteter i Mellemøsten, hvor lande blandt andet bistår forskellige militante bevægelser, der kæmper mod Israel, og udviklingen af landets atomprogram.

Irans Revolutionsgarde har i de seneste år anholdt adskillige udlændinge og personer med dobbelt statsborgerskab under anklager om spionage og brud på sikkerhedslovgivningen.

Rettighedsgrupper har anklaget Iran for at bruge anholdelserne til at forhandle med andre lande.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtalte i april, at den danske regering ønsker at sætte Irans Revolutionsgarde på EU's terrorliste, hvis det er muligt.

Udmeldingen kom efter Irans angreb på Israel med omkring 300 droner og missiler.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT