Pentagon: Irans atomprogram er sat op mod to år tilbage
De amerikanske angreb mod Irans omstridte atomanlæg har bombet atomprogrammet to år tilbage, mener Pentagon.
USA's forsvarsministerium, Pentagon, vurderer onsdag, at Irans atomprogram er blevet sat tilbage med op mod to år efter de amerikanske angreb 22. juni.Ifølge USA ødelagde angrebene de tre atomanlæg, der blev ramt.
Pentagon-talsmand Sean Parnell fremlagde vurderingen på et pressemøde onsdag.
Han tilføjer, at det officielle skøn "formentlig ligger tættere på to år".
Det skriver Reuters.
Præsident Donald Trump har tidligere sagt, at de amerikanske angreb "udslettede" de tre iranske anlæg.
Tidligere er det kommet frem, at USA's militære efterretningstjeneste DIA i en lækket rapport har konkluderet, at det iranske atomprogram højst blev sat tilbage nogle måneder.
Det er også vurderingen fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
Få dage efter det amerikanske angreb blev der forhandlet en våbenhvile på plads mellem Iran og Israel, der havde bekriget hinanden siden 13. juni.
Israel havde rettet angreb mod Iran for at forhindre, at iranerne kunne fremstille et atomvåben.
Iran har gentagne gange afvist, at landets atomprogram tjener andre formål end at producere energi.
Angrebene startede, mens USA og Iran var i gang med forhandlinger om en ny atomaftale.
USA's mål med forhandlingerne, der for nuværende er gået i stå, var at forhindre, at Iran gennem uranberigelse bliver i stand til at producere atomvåben.
Aftalen skulle erstatte en tidligere atomaftale fra 2015, som USA's præsident, Donald Trump, trak USA ud af i sin første embedsperiode i 2018.
Netop spørgsmålet om berigelse af uran har været et stort stridspunkt i forhandlingerne om en atomaftale.
Iran har konsekvent afvist at underskrive en atomaftale, der kræver, at landet skal stoppe sin berigelse af uran.
Modsat har blandt andre Steve Witkoff, der er USA's udsending i Mellemøsten og har ledet forhandlingerne, tidligere sagt, at USA ikke kan godkende så meget som én procents uranberigelse fra Iran.
/ritzau/