ICE-betjente får besked på at undgå sammenstød efter drab

29. JAN 2026 • 04:03UDLAND

To amerikanere er i januar blevet skudt af føderale betjente i Minnesota. ICE har nu fået nye retningslinjer.

Betjente fra immigrationsmyndighed ICE har i den amerikanske delstat Minnesota onsdag fået besked på at undgå sammenstød med såkaldte urostiftere.

Det fremgår af interne retningslinjer, som nyhedsbureauet Reuters har set.

- Kommuniker ikke med urostiftere. Det tjener ikke noget andet formål end at eskalere situationen.

- Ingen vil overbevise den anden. Den eneste kommunikation bør komme fra de betjente, der udsteder ordrer, står der ifølge Reuters i en email, der er sendt fra en højtstående embedsmand i ICE.

De nye retningslinjer pålægger desuden ICE-betjente kun at rette deres aktioner mod immigranter, der er sigtet for eller dømt for kriminalitet.

Retningslinjerne giver ifølge Reuters det hidtil mest detaljerede indblik i, hvordan immigrationsmyndighedernes operationer vil ændre sig, efter at to amerikanske statsborgere de seneste uger er blevet skudt og dræbt af føderale betjente i byen Minneapolis, der ligger i Minnesota.

USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security (DHS), er ikke umiddelbart vendt tilbage på en henvendelse om en kommentar fra Reuters. Det er DHS, der fører tilsyn med ICE.

Ændringerne i retningslinjerne for ICE-betjente i Minnesota kommer, efter at USA' præsident, Donald Trump, tidligere på ugen sagde, at hans administration vil nedtrappe situationen i Minneapolis.

Af retningslinjerne fremgår det desuden, at ICE-betjente vil modtage megafoner, så de kan give ordrer til offentligheden. Det fremgår også, at de skal "sætte ord på hvert enkelt trin i anholdelsesprocessen".

Det fremgår ikke, hvilke handlinger der vil give udslag i ordrer, eller hvad betjente skal gøre, hvis deres ordrer ikke følges.

Det var en betjent fra immigrationsmyndigheden ICE, der tidligere på måneden skød og dræbte den 37-årige amerikaner Renée Good i Minneapolis.

Da den 37-årige amerikanske statsborger Alex Pretti i weekenden blev dræbt på gaden i Minneapolis, var det af skud, der blev affyret af betjente fra grænsepolitiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT