Houthiernes premierminister blev dræbt i israelsk angreb

30. AUG 2025 • 17:37UDLAND

Ahmed al-Rahawi er det hidtil mest prominente medlem af Houthi-bevægelsen, der er dræbt i et israelsk angreb.

Houthi-bevægelsens premierminister i Yemen, Ahmed al-Rahawi, og et antal ministre er blevet dræbt i et israelsk angreb på Yemens hovedstad, Sanaa.

Det meddeler gruppen lørdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Flere andre blev såret i angrebet, der skete torsdag.

Houthierne oplyser ikke umiddelbart flere detaljer.

Fredag morgen begyndte unavngivne kilder og medier i Yemen at berette, at premierministeren var dræbt. Men det er først nu, at houthierne selv bekræfter oplysningen.

Dermed er Ahmed al-Rahawi det hidtil mest fremtrædende medlem af Houthi-bevægelsen, der er blevet dræbt i et af de talrige israelske angreb mod Yemen.

Ahmed al-Rahawi blev udpeget som leder af Houthi-bevægelsens regering i Yemen i august sidste år. Regeringen, som kontrollerer Sanaa, er ikke internationalt anerkendt.

Houthi-bevægelsens regering er i konflikt med den internationalt anerkendte regering i Yemen, der ledes af premierminister Salem Saleh bin Braik.

Israels forsvarsminister, Israel Katz, og det israelske militær bekræftede fredag angrebet.

Her lød det, at angrebet var rettet mod houthi-regeringens forsvarsminister, stabschef og andre højt placerede embedsmænd, og at Israel stadig var i gang med at undersøge udfaldet af angrebet.

Forsvarsministeren er tilsyneladende ikke blandt de dræbte. Lørdag eftermiddag citerer houthiernes eget nyhedsbureau ham for at sige, at gruppen er klar til at konfrontere Israel efter det dødelige angreb.

Det er dog uklart, hvornår han har udtalt sig. I citatet nævner forsvarsministeren ikke torsdagens israelske angreb, påpeger Reuters.

Houthierne er støttet af styret i Iran. De er samtidig allierede med Hamas-bevægelsen i Gaza.

Siden begyndelsen af Israels krig mod Hamas i Gaza i oktober 2023 har houthierne jævnligt angrebet Israel med raketter, missiler og droner.

Israel har flere gange svaret igen med angreb på Yemen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT