Højesteretsdommer i USA sikrer abortpilles levetid lidt endnu

15. APR 2023 • 02:47UDLAND

Højesteret i USA har midlertidigt forlænget distributionen af abortpillen mifepriston trods krav om forbud.

Den amerikanske højesteretsdommer Samuel Alito har fredag midlertidigt blokeret et forbud mod abortpillen mifepriston, der skulle være trådt i kraft ved midnat til lørdag.

Afgørelsen fra højesteret kommer, en uge efter at den føderale dommer i delstaten Texas Matthew Kacsmaryk besluttede at trække en 23 år gammel godkendelse af mifepriston tilbage.

Kacsmaryk, der er en tidligere kristen aktivist, mener, at den amerikanske fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) ikke har taget højde for helbredsmæssige risici, som er forbundet med at tage pillen.

Og derfor mener Kacsmaryk, at pillen ikke skal kunne godkendes til brug.

Afgørelsen fra højesteretsdommer Samuel Alito kommer, få timer inden forbuddet mod abortpillen skulle være trådt i kraft.

Alito har blokeret forbuddet foreløbigt frem til onsdag klokken 23.59 lokal tid på den amerikanske østkyst.

USA's justitsministerium og Danco Laboratories, der står bag mifepriston, indgav tidligere fredag en nødanmodning og bad højesteret om at sikre den videre distribution af pillen, indtil en ankesag fra FDA mod Matthew Kacsmaryks kendelse er færdigbehandlet.

Mifepriston bruges til medicinsk abort i sammenhæng med lægemidlet misoprostol. Metoden står for over halvdelen af alle aborter i USA.

FDA oplyste i januar, at de amerikanske myndigheder for første gang ville tillade salget af mifepriston på apoteker mod en recept.

Lægemidlet var allerede delvist tilgængeligt, men kun på udvalgte apoteker og på klinikker.

Det er godkendt til at fremtvinge abort inden for de første ti uger af en graviditet.

Det var fire anti-abortgrupper, der i november sagsøgte FDA og beskyldte styrelsen for at have gjort brug af en forkert proces, da mifepriston blev godkendt tilbage i 2000.

Matthew Kacsmaryk er den eneste føderale dommer i Amarillo i delstaten Texas. Hans retssal bliver hyppigt brugt af konservative til at udfordre præsident Joe Bidens politikker.

Kacsmaryk er udpeget af den forhenværende præsident Donald Trump.

Juridiske kampe om abort er tiltaget i USA i kølvandet på en afgørelse fra landets højesteret i juni 2022.

Afgørelsen omstødte den historiske "Roe v. Wade"-afgørelse fra 1973, der gav kvinder ret til fri abort i USA.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU