Højesteret vil afholde høring om Trumps toldsatser i november
Ifølge AP er det usædvanligt hurtigt, at højesteret tager stilling til, om Trump ulovligt indførte toldsatser.
USA's højesteret har tirsdag godkendt, at der afholdes en høring om præsident Donald Trumps omfattende toldsatser.Det skriver nyhedsbureauerne AFP og AP.
Høringen skal afholdes i november, hvilket ifølge AP er usædvanligt hurtigt efter højesterets typiske standarder for ventetid.
Toldsatserne vil i mellemtiden forblive gældende.
Ifølge AFP har Trump-administrationen bedt om en fremskyndet afgørelse i sagen, hvor to lavere domstole har fundet, at Trump i forbindelse med flere af toldsatserne overskred sine økonomiske beføjelser.
Trump henviste til en lov fra 1977, som historisk er blevet brugt i nødsituationer, da han pålagde en række lande og områder toldsatserne tidligere i år.
En føderal appeldomstol afgjorde den 29. august, at de fleste af toldsatserne er ulovlige, og at Trump ikke har beføjelser til at indføre dem med henvisning til loven, der hedder International Emergency Economic Powers Act (IEEPA).
IEEPA giver præsidenten beføjelse til at håndtere en såkaldt usædvanlig og ekstraordinær trussel midt i en national nødsituation og er historisk set blevet brugt til at indføre sanktioner mod fjender eller indefryse deres aktiver.
Før Trump var loven aldrig blevet brugt til at indføre toldsatser.
Domstolen vurderede den told, som Trump har indført på næsten alle verdens lande, heriblandt på Kina, Canada og Mexico.
Appeldomstolen traf afgørelsen baseret på to indsigelser. Én kom fra fem små virksomheder, som importerer varer og dermed betaler yderligere for disse efter toldsatserne.
En anden kom fra en samling af 12 amerikanske delstater - de fleste af dem styret af Demokraterne. Trump er republikaner.
Trump har ifølge AP brugt toldsatserne til at presse andre lande til at acceptere nye handelsaftaler.
Det gælder blandt andre EU, som i juli indgik en aftale om en told på 15 procent på EU-varer.
USA's indtægter fra toldsatserne lød i slutningen af august på 159 milliarder dollar - knap 1015 milliarder kroner. Det er over det dobbelte af, hvad toldindtægterne var på samme tidspunkt året før.
/ritzau/