Flere brag i Kabul - kampe mellem Pakistan og Afghanistan fortsætter

3. MAR 2026 • 09:10UDLAND

Afghanistans forsvarsministerium siger, at "kampene stadig er i gang" mod pakistanske styrker.

Grænsekampene fortsætter mellem pakistanske og afghanske soldater, og i Afghanistans hovedstad, Kabul, er der tirsdag hørt flere brag.

Det rapporterer journalister fra nyhedsbureauet AFP.

Udover eksplosioner er der ifølge journalisterne også hørt lyden af antiluftskyts og skud fra forskellige steder i byen.

Imens siger det afghanske forsvarsministerium, at "kampene stadig er i gang" mod pakistanske styrker.

En AFP-journalist i Jalalabad, som ligger mellem Kabul og fronten, melder også om eksplosioner og lyden af forskellige våben.

Ved den nærmeste grænseovergang omkring 50 kilometer fra Jalalabad siger borgere i byen Torkham, at kampene fortsætter.

Mellem 26. februar og 2. marts er mindst 42 civile blevet dræbt i Afghanistan, mens mindst 104 er blevet såret. Det oplyser FN-missionen i Afghanistan (Unama) ifølge Reuters.

Forholdet mellem de to nabolande er i de seneste måneder blevet markant forværret. Der har været flere dødelige sammenstød langs grænsen.

Pakistan anklager talibanstyret i Afghanistan for at tillade, at afghansk territorium bruges som tilflugtssted for militante grupper.

Derfor har Pakistan rettet angreb mod militante i Afghanistan, hvilket sidste uge fik den afghanske talibanregering til at gennemføre såkaldte gengældelsesangreb.

Afghanistan beskyldte nemlig Pakistan for også at ramme civile, hvilket den pakistanske regering afviser.

Unama kalder ifølge Reuters de 42 dræbte og 104 sårede civile i Afghanistan en "foreløbig" opgørelse over tabene. FN-missionen opfordrer parterne til at stoppe kampene.

Det anslås, at omkring 16.400 husstande er blevet fordrevet. Samtidig er leveforholdene blevet forværret for det afghanske folk, der stadig er ved at komme sig efter jordskælv i august og september, som dræbte over 1400 mennesker.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT