Høibys forsvarere vil overveje om fængselsdom skal ankes

15. JUN 2026 • 11:37UDLAND

Marius Borg Høiby er mandag blevet idømt fire års fængsel. Han er blandt andet kendt skyldig i to voldtægter.

Marius Borg Høibys forsvarere, Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs, har endnu ikke talt med deres klient, efter at dommen mod kronprinsessesønnen mandag er blevet afsagt.

De to forsvarere vil nu læse hele dommen og sammen med Høiby overveje, om dommen og straffen på fire års ubetinget fængsel skal ankes.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

29-årige Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, er blandt andet kendt skyldig i to voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje.

Han er også dømt for at have udsat en af sine ekskærester for fysisk og psykisk vold igennem en periode på et år.

De grove forhold har Høiby nægtet sig skyldig i.

Derfor er det også dem, der skal diskuteres, når Petar Sekulic og Ellen Holager Andenæs nu vil besøge Høiby i fængslet, hvor han har overværet domsafsigelsen via et videolink.

- Lige nu, ud over at det naturligvis ligger i kortene, at der overvejes en anke på de punkter, som vi har talt om, er det svært at sige noget præcist på nuværende tidspunkt, siger de ifølge NTB.

Høiby var tiltalt for i alt 40 forhold. Oslo Tingrett har frifundet ham for to voldtægter og to forhold af brud på tilhold.

Efter dommen var afsagt mandag morgen, kom Høibys forsvarere med en anmodning om, at Høiby løslades fra sin varetægtsfængsling.

Det spørgsmål skal Oslo Tingrett nu tage stilling til, og svaret ventes senere.

- Vi mener, at det er vigtigt at benytte muligheden for at få ham løsladt. Han er deseparat efter at være sammen med sin mor, fortæller Ellen Holager Andenæs til det norske medie VG.

Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit, er alvorligt syg med lungefibrose, og hendes tilstand er den seneste tid forværret.

Også anklagemyndigheden vil nu overveje, hvorvidt dommen mod Høiby skal ankes til den norske landsret.

Det fortæller statsadvokat Sturla Henriksbø til den fremmødte presse.

- Længden af straffen hænger sammen med, hvad han er dømt for, siger han ifølge VG.

Anklagemyndigheden mente, at Høiby skulle straffes med syv år og syv måneders fængsel, hvis retten fandt ham skyldig i samtlige 40 forhold.

De to parter har nu to ugers betænkningstid til at overveje anken.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT