Hizbollah bekræfter drab på talsmand i det centrale Beirut

17. NOV 2024 • 23:58UDLAND

Libanon lukker skoler i to dage efter israelske angreb, de blandt andet har dræbt Hizbollah-talsmand.

Hizbollah bekræfter, at bevægelsens talsmand er dræbt i et israelsk angreb i Libanons hovedstad, Beirut.

Øjenvidner siger til nyhedsbureauet dpa, at der lød mindst to eksplosioner i nærheden af indkøbsgaden Mar Elias i den centrale del af byen.

Den første eksplosion dræbte Hizbollah-talsmand Mohammad Afif, siger en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet AFP.

Libanons sundhedsministerium oplyser, at to mennesker blev dræbt i næste eksplosion. 22 andre er såret, skriver AFP.

Hidtil har de israelske angreb mod Libanons hovedstad været fokuseret omkring de sydlige forstæder, hvor Hizbollah står stærkt. Angreb mod det centrale Beirut er mere sjældne.

En beboer i Mar Elias-kvarteret fortæller til AFP, at det israelske angreb ramte en gade, som hun bruger "hver dag for at komme på arbejde".

- Det er et beboelsesområde. Ingen steder i landet er sikkert mere, siger beboeren, Lina på 59 år.

En sikkerhedskilde siger, at angrebet ramte en elektronikbutik og en bil.

Israels militær (IDF) bekræfter, at Mohammaed Afif var mål for et af søndagens angreb.

- Militæret har gennemført et målrettet og efterretningsbaseret angreb i Beirut-området og elimineret terroristen Mohammed Afif, skriver det.

IDF meddeler desuden, at man siden lørdag morgen har ramt "over 200 mål" i Libanon.

Efter angrebene siger den libanesiske undervisningsminister, Abbas Halabi, søndag aften, at det er blevet besluttet at lade skoler og højere læreanstalter i Beirut-området være lukket i de næste to dage.

Sent søndag aften oplyser Libanons sundhedsministerium, at 11 personer er blevet dræbt under et israelsk angreb i regionen Tyr, der ligger i den sydlige del af landets middelhavskyst. 48 andre er såret, skriver AFP.

Tyr-regionen er en af den militante bevægelse Hizbollahs højborge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT